Anne Sinclair: 21, rue la Boétie

 Anne Sinclair: 21, rue la Boétie

Det er nu den fjerde bog af Anne Sinclair, som jeg har læst for nylig, ikke fordi det er den store romankunst, men det er bøger skrevet af en journalist, der har haft en spændende familie, og som selv har et liv der har haft sine op- og nedture. Hun skriver i et enkelt og velformuleret sprog, og hun er meget omhyggelig med at opsøger kilder og krydstjekke sine oplysninger. Når hun ikke kan få alt belyst udefra, giver hun sine egne bud, men skjuler det ikke.

Det er den ældste af de bøger som jeg har læst af hende, og den er på en måde et grundlag for de næste bøger. Denne bog handler specielt om hendes morfar, Paul Rosenberg, berømt galleriejer i Paris og senere New York, der var ven med malere som Matisse, Picasso, Braque og Léger. Han var optændt af malerkunsten der kom frem i starten af det 20. århundrede som afløser for den store periode med impressionismen. Han vil føre de unge talenter frem og vise en undrende og ret afvisende samtid efter 1. Verdenskrig hvad det var der var stor kunst.

Efter en vanskelig periode i sit eget liv (DSK -affæren i 2011) fokuserer Anne Sinclair på sine rødder og skildrer hendes mors familie Rosenberg, bemærkelsesværdige parisiske jøder, sammen med sin morfar Paul, legendarisk kunsthandler og samler. Et familieeventyr rystet af den store historie med flugten til USA i 1940. Under krigen hvor tyskerne stjal hans malerier og beslaglagde hans ejendomme i Frankrig.

Mellem sin forskning i personlige arkiver og dokumentation af en æra genopliver Anne Sinclair de savnede med sine egne barndomsminder og denne nostalgi for at følge dem til de steder, der har set dem leve eller passere.

Vi får indsigt i diverse breve, følger jagten på de stjålne malerier og får skildret livet i Paris i mellemkrigstiden. Der bliver fortalt om personlige møder med bl.a. Picasso som Anne Sinclaire mødte som barn. Det er spændende!

Hvis man vil vide mere om nu meget berømte malere og kunstnere, er bogen et sjældent godt indslag.

Kan bestemt anbefales at læse.

Éditeur : GRASSET (01/03/2012)

 Adèle Bréau: Haute saison

Fra Provence i "Frangines" flytter vi nu til en ferieklub på den baskiske kyst i Anglet. Det er en af de billigere klubber, men beliggenheden er perfekt og personalet er oplagte til at møde de nye gæster, der kommer med forskellige forudsætninger.

Vi skal følge ferien for tre ensomme personer, der under andre omstændigheder aldrig ville have mødt hinanden. Men det bliver en historie om venskab og forløsning.

Matthias, en far, der er fuldstændig vildt engageret i sit arbejde, han er fraskilt og er afsted med to døtre. Chantal, en bedstemor, der ikke rigtig ligner en bedstemor, men tager på ferie med to børnebørn for at aflaste sin datter. Fanny, en storslået kvinde, der kæmper for ikke at lide under sit handicap, hun sidder i en rullestol. Hun er med sin mand og to børn, men forholdet går ikke særlig godt.

Alle har problemer med deres tilværelse, men samværet med de andre får efterhånden løst op for deres indre spændinger og problemer. Det går bestemt ikke gnidningsløst til, og vi får livet i alle dets former, (meget) nærhed, glæder, sorger, humor, alt sammen skrevet en en let og dejlig pen, der giver os en kærlige præsentation af de forskellige karakterer.

Sammen med "Frangines" er "Haute Saison" to vellykkede sommerferieromaner.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (05/05/2021)

Adèle Bréau: Frangines

 Adèle Bréau: Frangines

Det er historien om tre søstre, der hvert år mødes i Saint-Rémy-de-Provence på ejendommen La ​​Garrigue, som deres forældre tidligere har købt.

"Søstrene" er meget forskellige, men intet kan adskille dem: Mathilde den ældste, høje blondine, gift med Raphaël, blændende, dominerende, beslutsom, bor i Paris, Violette, en smuk rødhåret pige, der voksede op i skyggen af ​​sin ældre søster, skilt fra Michel, de bor i Paris, til sidst Louise, brunette, født nogle år senere end søstrene. Hun er blevet i Saint-Rémy, sammen med sine forældre, uddannet sygeplejerske, meget hengiven over for sine patienter, superbeskytter af sin mor, Jeanne, tidligere jordemoder og deres far Yves, pensioneret iværksætter.

Vi hører skiftevis om årets besøg og har flash-backs til søstrenes barndom, og vi kan således følge, hvordan de har udviklet sig i hver deres retning. Sidste år faldt der en bombe i familien: faderen flytter sammen med en anden kvinde i byen! Moderen Jeanne er trøstesløs og forstår ikke, hvordan man kan slutte et ægteskab der har varet i 40 år. Døtrene trøster hende, men ser med nogen bekymring frem til årets samling.

Der er masser af dramatik og familieopgør. Har de nogensinde kendt hinanden så godt som de troede? De har alle deres skjulte sider, som endelig kommer frem for dagens lys.

Denne sommer bliver intens. Fortidens minder og konkrete personer dukker op igen. Alle vil tabe deres beskyttende skal. Smukke følelser og smukke livserfaringer møder os blandet med vrede, raseri, håb og kærlighed. 

En magisk roman, der fortryller ens sommer tilsat alle de herligheder som man finder i Provence!

Éditeur : LE LIVRE DE POCHE (05/05/2021)

Laetitia Colombani: Le Cerf-volant

 Laetitia Colombani: Le Cerf-volant

Vi husker den rørende historie fra  "La Tresse", og her møder vi igen den kasteløse (dalit) Smitas barn Lalita. Hun er nu hos en slægtning og arbejder i hans restaurant, selv om hun kun er 11-12 år. Hendes fortsatte skæbne kædes sammen med to andre kvinders liv, nemlig Lena og Preeti. Men hvor de tre kvinder i La Tresse aldrig mødes, følger vi de tre i deres liv i Indien.

Léna, en tidligere lærer fra Frankrig, prøver at glemme den tragedie, der har ændret hendes liv og skubbet hende til at forlade alt. En dag, under en morgenvandring på en strand, der stadig er blottet for turister, ser hun en lille pige lege med en drage. Senere under en svømmetur bliver Lena ført ud i havet, men bliver reddet, da pigen med dragen, Lalita, tilkalder hjælp. Lena er stærkt berørt af pigens skæbne, for hun bliver udnyttet af restauratøren. Lena beslutter sig til at lære hende at læse og skrive, så hun kan rejse sig fra sin tilstand ... ligesom denne drage, der trodser tyngdekraftens love.

Under redningen af Lena optræder Preeti, en ung kasteløs kvinde, der har dannet en gruppe af unge piger "Red Brigade", der trodser normerne og behandlingen af de kasteløse. Preeti lærer dem selvforsvar, så de ikke skal blive ofre for meningsløse voldtægter. Gruppen er en magtgruppe i den lille by.

Vi følger Lena i denne verden, som hun ikke ved noget om, på et utroligt eventyr, der kombinerer håb og vrede, viljen over for traditioner og drømmen om at ændre livet gennem uddannelse ...

En smuk og oprørende bog der viser en verden og nogle traditioner, der ligger så langt væk fra vestlig kultur og som i den grad er en underkuelse af kvinder. Stærk appel om ændringer og en værdig efterfølger til "La Tresse".

Éditeur : GRASSET (09/06/2021)

Franck Thilliez: Au-delà de l'horizon

 

Franck Thilliez: Au-delà de l'horizon

En samling af 12 noveller af Franck Thilliez der jo ellers er mest kendt for sine romaner, men her har vi 12 pletskud, der viser en sprudlende fantasi, uhygge, spænding og ikke mindst en utrolig evne til at formulere ting der ligger hinsides horisonten, som samlingens titel.

Der er meget om videnskabens frembringelser, og i titelnovellen drejer det sig om at samle folk med forskellige kompetencer, der skal sendes til Mars. De skal jo kunne samarbejde, men også kunne klare det på det sociale plan, undvære kontakten til familie etc. Det er der kommet en meget fin og spændende novelle ud af, der faktisk på mange måder rammer noget aktuelt. Mere skal jeg ikke afsløre.

Der er andre noveller der f.eks. drejer sig om økologi, om splittethed og andre psykiske problemer. Vi får næsten vores pandemi skildret på et krydstogtskib, der pludselig rammes af en mærkelig virus.

I den interessante novelle "Origines" stopper udviklingen pludselig og tiden løber baglæns og man går fra at være gammel og efterhånden blive yngre, til man når til sin fødsel og dermed død. Meget speciel tankegang.

Det er en fornøjelse at begive sig ud i disse noveller, der, hvis man ikke kendes Thilliezs romaner, kan give lyst til at kaste sig over én af hans mange romaner.

Éditeur : POCKET (02/01/2020)

Jean-Christophe Grangé: La Forêt des Mânes

 

Jean-Christophe Grangé: La Forêt des Mânes

I Paris møder vi Jeanne Korowa, en strålende undersøgelsesdommer i Nanterre. Hun er 35 år, rødhåret og med et katastrofalt følelsesliv. Hun har aldrig fundet prinsen på den hvide hest.

Hendes seneste kæreste går til psykoanalytikeren Antoine Féraud og ulovlig får Jeanne installeret mikrofoner hos ham. Hun vil udspionere sin eks-kæreste, der pludselig har forladt hende.

Ved et tilfælde hører hun en underlig session, hvor en far afslører de blodtørstige drifter hos sin autistiske søn. Det får Jeanne til at se en sammenhæng med en sag hun er midt i.

Sammen med kollegaen François Taine dækker hun en række særligt uhyggelige mord: parteringer, kannibalisme og makaber iscenesættelse. Tre frodige Venus-agtige kvinder, tre blodige scener mellem ritual og galskab.

Jeanne rummer en mørk facet: en sygelig fascination, en reel besættelse af blodforbrydelser, morderisk demens, kort sagt, en meget udtalt smag for blod.

Derefter starter hun forsigtigt i efterforskningen og følger i morderens fodspor i Latinamerika. Autisme, fertilitet, forhistorie: tre spor, der fører Jeanne fra Paris til Nicaragua, Guatemala og derefter i de argentinske sumpområder. I slutningen af ​​sin søgen, i skoven i Mânes, vil hun opdage en sandhed, som vi ville have foretrukket aldrig at vide.

Meget velskrevet, men bedst i første del i Paris. Det bliver lidt voldsomt med det forhistoriske og de politiske forhold i Sydamerika synes ikke helt at høre hjemme i historien. Men der er godt med suspense.

ALBIN MICHEL (02/09/2009)

  

Gabriel Chevallier: La Peur

Gabriel Chevallier: La Peur 

En roman der blev udgivet i 1930, trukket ud af handlen i 1939 og først udgivet igen i 1951, og tak for det!

Det er et af de mest barske værker om 1. Verdenskrig som jeg har læst, måske fordi det er fortalt fra soldatens synsvinkel. Der kan ikke stilles spørgsmål til noget, gør hvad du får besked på. Dine personlige følelser og opfattelsen af at blive betragtet som et stykke kvæg, der bliver kastet ud i vanvittige slag, hvor de menneskelige tab ikke synes at være noget som man beskæftiget sig med.

Historien, der er meget selvbiografisk, handler om den 20-årige Jean Dantremont, der i 1914 udskrives som soldat i en rus af fædrelandskærlighed og udsigt til en farefuld men spændende oplevelse.

Det viser sig jo hurtigt ikke at holde stik. Han bliver nødtørftigt uddannet og så sendt til  tropperne i det nordlige Frankrig, hvor vi følger hans oplevelser, der bestemt ikke er så positive, som han troede. 

Det bliver skildret med et skarpt blik og indeholder alle de grusomme ting som krigen bringer og som jeg ikke behøver at eksemplificere her, men blot sige, at den følelse der ledsager ham fremover er Rædslen/Angsten/Frygten.

Han bliver såret, kommer på hospital, men sendes tilbage til fronten. Er med ved Chemin des Dames, får at vide at hans deling først bliver afløst, når de har misten 50%.

Det er en stærk bog, hvor forfatteren ikke er bange for at tage stilling, dømme og undsige denne unødvendige krig. Måske var det derfor den blevet trukket tilbage ved starten på 2. Verdenskrig.

Det er en bog man bør læse!

Éditions France Loisirs, 2008

Simone de Beauvoir: Les inséparables

 Simone de Beauvoir: Les inséparables

Interessant udgivelse af en novelle/lille roman af Simone de Beauvoir, der er skrevet i 1954 og ikke udgivet før nu.

Det er en i høj grad personlig historie om Simone de Beauvoirs tilknytning til en klassekammerat Zaza, der her er oversat til en historie mellem Sylvie (Simone) og Andrée (Zaza). Det er i høj grad en ungdomsroman, der skildrer det stærke og eksklusive venskab mellem to unge piger fra gode familier.

Sylvie og Andrée mødes i en alder af 9 år i grundskolen. Sylvie er straks fascineret af Andrée, hvis særprægethed og frihed hun føler som et kald. De ønsker begge at ryste sig fri fra de gammeldags opfattelser af kvindens rolle og forældrenes absolutte magt over dem.

Sylvie fortæller historien, og vi kan mærke hendes beundring for den frihed, som hendes veninde viser i hendes forhold til voksne. Der kommer problemer med at frigøre sig, da Andrée kommer fra en stærk katolsk familie. Hun kan ikke have et frit forhold til kæresten uden at de bliver forlovet. Han er imidlertid usikker, og forældrene vil sende hende to år til England. Andrée får en akut hjernebetændelse og dør.

Denne roman er taget fra en sand historie. Den fortæller om styrken ved et venskab og en tragisk skæbne, som bestemt påvirkede Simone de Beauvoir i opbygningen af ​​hendes personlighed.

Denne publikation mere end 60 år senere er et meget interessant syn på en fortid og har også den fortjeneste at ære mindet om Zaza.

Simone de Beauvoirs forfatterskab bringer tiden tilbage, dens skikke, dens begrænsninger. Den korte bog er udstyret med fotos af de to unge piger, og brevudvekslng mellem dem.

Specielt interessant at læse for at få en måske andet billede af Simone de Beauvoir og særdeles instruktiv om une pigers skæbne i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig.

Éditeur : L'HERNE (03/06/2020)

Anne Sinclair: Passé composé

 Anne Sinclair: Passé composé

Selv om Anne Sinclair i sit forord fortæller, at hun ikke har syntes at memoirer fra hendes kolleger var noget der burde skrives, så er hun alligevel faldet i selv og heldigvis.

Anne Sinclair er nu 72 år, og hun har oplevet meget i sit liv såvel i offentligheden som privat. Hun gør det til en dyd at holde det intime for sig selv og har ikke nogen skjulte skandaler om f.eks. politikere som hun vil lægge frem, men det gør ikke bogen kedeligere.

Hun er egentlig født i New York, men da hun var tre år, flyttede hendes forældre tilbage til Frankrig. Hendes barndom og ungdom foregik i en meget beskyttet opvækst. Hendes mor var næsten for omsorgsfuld (hun er enebarn) og det var først sent, at Anne Sinclair kunne føre sit eget liv.

Hun blev journalist, kom til Europe 1 og senere havde hun på TF1 den berømte "7 sur 7", hvor hun modtog kendte personer, der skulle tale om ugens begivenheder. I 13 år var det en stor succes. Hun stoppede, dan hendes mand DSK blev finansminister.

Sagen om DSK og stuepigen i NY skriver hun om i kapitel 13, som hun kalder det umulige kapitel, for hun kan ikke skrive om det, da det i den grad vendte op og ned på hendes tilværelse. Det bliver alligevel et kapitel der skildrer hvor ubarmhjertig pressen kan være.

Bogen er spændende ved, at vi faktisk får Frankrigs historie beskrevet med begivenheder og vigtige personer fra sidst i 50'erne til i dag. Anne Sinclair er en meget dygtig journalist, og hun er særdeles god til at skrive om de ændringer der er sket stille og roligt gennem de sidste 50 år.

Samtidig er hun god til at fortælle om mødet med en række berømtheder, nogle beundrer hun andre giver hun ikke meget for. Sjovt at læse om.

Det er en meget velskrevet og læseværdig bog, som jeg kun kan anbefale at læse for at forstå en udvikling i tiden og komme nærmere på en ærlig og autentisk person.

Éditeur : GRASSET (02/06/2021)

Agnès Martin-Lugand: La Datcha

 

Agnès Martin-Lugand: La Datcha

Endnu en succes-roman af Agnès Martin-Lugand, der fortæller om Hermine, en ung pige med store problemer og uden familie, der nærmest bliver samlet op af Jo, der sammen med sin kone Macha ejer en kendt restaurant og hotel. Stedet hedder La Datcha og navnet skyldes Jos og hans kones tilknytning til Rusland.

Romanen starter med dette første møde og fortsætter så med et spring på 20 år, hvor Hermine stadigvæk er på La Datcha, men nu er hun en vigtig person der nærmest styrer stedet. Hun har to børn, er blevet gift og skilt igen. Men ser eks-manden ofte da han tager sig af hotellets store haveanlæg.

La Datcha ligger i Provence, og det er her, hvor par, familier, berømte mennesker og fremmede mødes. Det var her, for 20 år siden, Hermine søgte tilflugt, da hun ikke længere vidste, hvor hun var. I dag har hun ændret sig meget, hun trives i sit erhverv og sit liv. 

Men Jos død, kort efterfulgt af Machas død, vil måske ændre alt. Hvad bliver der af Hermine og alle dem, der arbejder på Datcha? Ankomsten af ​​Vassili, søn af Jo og Macha, vil skabe en masse bekymring og genoplive minder i Hermine, som troede, at fortiden var glemt.

Det er en lang, men spændende historie omkring de nævnte personer, men også med en række vigtige bipersoner. Alle er skildret fint og udførligt. Der er spænding, sorg, håb, fortvivlelse, had og kærlighed i en dejlig blanding. Skildringen af Provence, fransk mad og den skønne natur bidrager også til fornøjelsen ved at læse bogen.

Stort anlagt, men gennemført komposition, der kan holde læseren fanget.

Éditeur : MICHEL LAFON (25/03/2021)

Valérie Perrin: Trois

 

Valérie Perrin: Trois

Valérie Perrin har leveret en nu murstensroman på næsten 700 sider. Lad mig sige med det samme, at jeg har nydt at læse den, men at jeg gerne havde set den nedkortet til det halve. Der er simpelt hen for mange ender der skal knyttes mod slutningen.

Som bogens titel antyder, så er der tre hovedpersoner, der første gang mødes som 10-årige i 1986, da de skal begynde på CM2. De tre er Adrien, Etienne og Nina. Meget hurtigt bliver de fusionerede, og et løfte forener dem: at forlade deres provins for at bo i Paris og aldrig at skille sig fra hinanden.

I 2017 opdager man en bil på bunden af ​​en sø i landsbyen, hvor de tre voksede op. Virginie, en journalist med en gådefuld fortid, dækker begivenheden. Lidt efter lidt afslører hun de ekstraordinære bånd, der forener disse tre barndomsvenner. Hvad er de blevet? Hvad er forholdet mellem dette vrag og deres venskabshistorie?

Gennem et meget gribende og ubarmhjertigt plot, der indeholder alt fra kærlighed, had, venskab og uvenskab kastes vi ind i hjertet af ungdomsårene, i den tid der følger efter den første ungdom og som adskiller de tre.

Det er en roman om en generation, der voksede op i 80erne og halvfemserne med den tids musik og aktuelle problemer. Den fortsætter til vores nutid hvor mange ting har forandret sig, men den er positiv i sin indstilling. De tre personer er glimrende billeder på forskellige unge, deres sociale lag, deres drømme og endelig deres tilværelse som den tegner sig i fremtiden.

Mange timers læsning, men et samlet godt indtryk og en kilde at øse i om de senest 40 år i Frankrig.

Éditeur : ALBIN MICHEL (31/03/2021)

Anthony Cortes: Le réveil de la France oubliée

 

Anthony Cortes: Le réveil de la France oubliée

En spændende debatbog om det glemte Frankrig, om livet på landet, der synes umuligt, men fremtiden kan måske blive anderledes og bedre?

"Vi siger det, vi hører det: virksomheder lukker, offentlige tjenester er knappe, ildsjæle fordamper. Klandre det for frigørelsen af ​​staten såvel som sammenbruddet af industrier, hvor alle fædre er fraværende. Alt dette er sandt. I dette perifere Frankrig er udsigterne for udvikling små. Den gule veste-bevægelse har også perfekt illustreret disse indfødtes klarhed i lyset af denne situation, men også al deres magtesløshed. Velstand var uden for rækkevidde, deres integration i det nationale projekt blev udelukket, alt der var tilbage var at lave støj, meget støj. For hvilke resultater? To, tre scoops og i bedste fald et sted i et par lærebøger, historie eller geografi. Tilbage til start."

Dette siger kun alt for tydeligt, havd problemerne på landet i Frankrig i de perifere områder, og alt det kommer Anthony Cortes ind på i sin glimrende bog om forholdene på landet. Men han spørger også: Og hvad nu hvis vores fremtid er i landbyerne?

I dette glemte Frankrig dukker initiativer og projekter op, ofte arvet fra bondetiden og den gule veste-bevægelse. Det er tilbagevenden til selvledelse: flytning, fremme af økologiske problemer, samle styrkerne i nabokommunerne, skabe mobile tjenester (inden for mad, lægehjælp eller kulturelt samvær) og overtage de skoler, der er lukket af staten , genopfinde et lokalt demokrati ...

Anthony Cortes kommer ind på alle disse væsentlige ting og underbygger sine synspunkter med henvisning til diverse vælrker, men især til samtalerne, som han har haft med folkene på landet. Her får vi den rene sandhed.

Glimrende bog til måske at belyse fremtidens Frankrig. Der er ingen tvivl om, at covid har fået folk væk fra storbyerne, og måske vil de i fremtiden investere mere i at gå ind i de forskellíge bevægelser for at få landsbyerne til at genopstå.

Éditeur : LES EDITIONS DU ROCHER (03/03/2021)

Delphine de Vigan: Les enfants sont rois

 Delphine de Vigan: Les enfants sont rois

Ny bog af Delphine de Vigan, og den er straks blevet en af de mest solgte for øjeblikket. Delphine de Vigan har tidligere henrykket os med sine bøger, og den nye står bestemt også som et stækt og aktuelt indslag.

Med denne roman, der starter med Loft Story (Big Brother)-årene i 2001 og slutter i 2031, tager Delphine de Vigan fat på et svimlende emne: sociale netværk og deres afarter. Hun udforsker mesterligt et samfund, der kaster sig over kulten af ​​egoet, og hvor alt er iscenesat og solgt, endda familiens lykke. "Leve for at blive set, eller leve gennem stedfortræder", trist virkelighed i en hul verden.

Der er to kvindelige hovedpersoner i bogen Mélanie Claux og Clara Roussel. Som unge blev de begge fascineret af den første Loft Story i 2001 (Big Brother på dansk), for her så de pludselig en parallel verden, der lovede status og berømthed. Mélanie forsøger selv at komme med i sådan en udsendelse senere, men bliver ikke udvalgt. Men drømmen har hun med sig, da hun er flyttet fra provinsen til Paris. 

Mélanie bliver grebet af den verden, der findes på internettet, hvor folk kan fortælle om sig selv og deres familie. Ved at bygge et websted og på Instagram med sine to børn Sammy og Kimmy, der optræder i dagligdags situationer, får hun pludselig en stor fanskare. Hun tjener nu penge i stor stil via reklamer og fremvisning af produkter under børnenes udsendelser. Det bliver det helt store cirkus, hvor børnene skal optræde, svare på mails, deltage i fremvisninger etc. Kort sagt har de et fuldtidsjob og er isoleret fra andre børn.

Clara er en pige der helst vil være totalt anonym og en skygge, men hun drømmer om noget andet. Hun forlader også provinsen og kommer til Paris.Hun gør næsten et jurastudium færdigt, men springer så til en stilling ved politiet. Her er hun meget dygtig og avancerer højt i systemet. Hun har en kæreste, men vil ikke binde sig, så han forlader hende. Hun har sin karriere og bruger næsten al sin tid på det. Hun får respekt, og man ser op til hende.

Men de to skal jo mødes på et tidspunkt, hvor Kimmy er blevet kidnappet. Her træder politiet ind, men lidt i det skjulte, for kommer det frem i offetligheden at Kimmy er væk, vil folk går amok. Clara tager ud for at tale med Mélanie.

I bogen hedder det: ”Første gang Mélanie Claux og Clara Roussel mødtes, var Mélanie forbløffet over den autoritet, der kom fra en så lille kvinde, og Clara bemærkede Mélanies negle, deres lyserøde glitterlak, der glødede i mørket.” Ser ud som et barn ”tænkte den første, "hun ligner en dukke" tænkte den anden.

Selv i de mest forfærdelige dramaer er udseendet vigtigt. "

Hovedpersonerne er altså selv som børn, der er vokset op med de sociale netværk og kulten af egoet. Mélanie tror, at hendes børn gerne vil optræde og være kendte, men det er mest hende, der vil være det. Clara anede ikke, at denne parallelverden med børnene eksisterede. Hun er selv barn af et par 68'ere, der slæbte hende med overalt uden at tænke på, om hun nu var moden til det. Derfor er det måske, at hun vælger at blive en del af politiet, som hendes forældre hader. De forstyrrer jo deres demonstrationer og andre påfund.

Det er en vældig skildring af nutiden, godt bygget op med konkrete klip fra internet og nedskrevne politirapporter. Det er virkeligheden vi får, og det er isnende. Vi får både en thriller, et opråb og en pamflet og også en dystopi. Ved vi virkelig, os der selv aldrig er blevet voksne, hvordan vi behandler og beskytter børn i en alder med digitale platforme og sociale netværk?

Der kunne fortælles meget mere om bogen, men læs den nu selv. Det er en af årets bedste bøger efter min mening.

Éditeur : GALLIMARD (04/03/2021)

Édouard Louis: Combats et métamorphoses d'une femme

 Édouard Louis: Combats et métamorphoses d'une femme

En selvbiografisk fortælling om en mor/en kvinde, der berøves ungdommens frihed, møder brutale og alkoholiserede mænd, lever i absolut fattigdom og har problemer med sine børn. En barsk historie, der heldigvis på en måde ender godt.

Édouard Louis formulerer det selv således: Meget af sit liv levede min mor i fattigdom og nødvendighed, isoleret fra det hele, knust og undertiden endda ydmyget af mandlig vold. Hendes eksistens syntes altid at være begrænset af denne dobbelte dominans, klassedominering og det, der var knyttet til hendes tilstand som kvinde. Men en dag, i en alder af femogfyrre, gjorde hun oprør mod dette liv, hun flygtede og lidt efter lidt etablerede hun sin frihed. Denne bog er historien om denne metamorfose.

Bogen er meget velskrevet og spændende ved den måde vi dels får moderens historie men samtidig også indblik i Édouards tilværelse som homoseksuel.

Der er præcise beskrivelser af livet i hjemmet med den alkoholiske far, men moderen har allerede været gift før med en mand der ligeledes var tyrannisk og alkoholiker. Hun får de to første børn, førend hun er 20 år og er således bundet til hjemmet. Det bliver ikke meget bedre, da hun får Édouard med mand nummer to. Det er desuden et hjem, hvor man lever på fattigdomsgrænsen.

Édouard kommer væk via sin dygtighed i skolen og forlader hjemmet uden at se sig tilbage. Forholdet til moderen er meget tvetydigt, men ved at fortælle om sin egen opførsel går det op for ham, at han også har været med til at nedgøre hende. 

Velskrevet og med en stor ægthed får vi historien om klasseskel, kvindens undertrykkelse, homoseksualitet og fattigdom på landet. Men der er heldigvis en anden tone i sidste afsnit, hvor moderen gør sig fri.

Kan anbefales.

Éditeur : SEUIL (01/04/2021)

René Freigni: Les vivants au prix des morts

 

René Freigni: Les vivants au prix des morts

Har læst om René Freignis bøger flere gange og har haft denne liggende nogen tid, men jeg er da glad for at få taget hul på et spændende forfatterskab.

Efter en lidt voldsom ungdom, hvor han deserterede og levede under et andet navn i Tyrkiet i fem år, vendte han tilbage og arbejdede på et psykiatrisk hospital. Her blev der taget hul på karrieren som forfatter. Han bruger nu tid i fængslet i Aix-en-Provence til at afholde skriveværksteder.

Denne roman starter blidt i dagbogsform. Forfatteren René har lidt skrivebesvær, men beslutter sig til at skrive lidt løst og fast hver dag, Han bor hos kæresten Isabelle, en smuk og varm kvinde, der forstår ham. Hun er lærer i landsbyen.

Vi får dejlige og poetiske beskrivelser af hans traveture i baglandet og hans begejstring for naturen, men en dag ringer Kader, en tidligere elev på et af hans hold. Kader er atter sluppet ud af fængslet, første gang var det med en helikopter, og anses for at være meget koldblodig og særdeles farlig. Han har brug for at holde sig skjult.

René har en stor sympati for ham, da han tror, der er noget godt i ham, men tør han låne ham sin lejlighed? René beslutter sig for at hjælpe, men nu får historien fart, for Kader er ikke uden fjender i det betændte miljø, og det fører sammenstød, vold og endda mord med sig. 

René kommer ud i problemer, som han slet ikke troede var muligt ...

Historiens spænding holder en fast til det sidste, og udviklingen i historien er særdeles godt skruet sammen.

Freigni kommenterer steder, personer og handlinger undervejs, og hans bemærkning om, at det han bringer til fænglet er nøgler til en bedre forståelse af sig selv gennem læsning af litteratur og forsøg på selv at sætte ord på sin tilværelse, "Personne ne naît monstrueux, ce sont certains quartiers et les prisons qui nous rendent monstrueux. Je ne leur apporte aucune arme, je leur apporte des mots. Je leur apporte ce qu'ils n'ont jamais eu."

Det er en glimrende bog, så Freigni skal jeg læse noget mere af!

Éditeur : GALLIMARD (04/05/2017)

Jean-Christophe Rufin: La princesse au petit moi

 

Jean-Christophe Rufin: La princesse au petit moi

Jean-Christophe Rufin har tilføjet endnu en bog om Aurel Timescu, og vi er såles nået til nummer fire i rækken. Vi kender ham jo efterhånden godt den konsul/detektiv der ikke gider lave så meget på jobbet, men bliver fyr og flamme, når et mysterium skal løses.

Denne gang er det dog et lidt anderledes udgangspunkt, da Aurel bliver kaldt til lilleputstaten Starkenbach, der ligger i Alperne. (Staten er opfundet til lejligheden).

Det er en sag om Prins Rupert der er fortvivlet over, at hans kone er forsvundet uden at efterlade spor. Hun er landets leder, mens han er prince consort. Eftersøgningen skal foregå i det skjulte, da der er store spændinger mellem folket, parlementet og prinsessen. Historien om prinsessens vj til tronen er en helt lille historie i sig selv.

Vi føres nu fra Starkenbach via Paris og Korsika og tilbage til Starkenbach i selskab med psykoanalytikere, skurke, børnesoldater, lejesoldater ... En efterforskning fuld af risici ... Men lad os blive ved det for ikke at ødelægge spændingen ved at læse bogen, som det er svært at lægge fra sig.

Aurel Timescu er jo et godt selskab på trods af hans problemer med tøjet og en stor trang til at drikker Tokay, for under hans undseelige væsen gemmer der sig mange almenmenneskelige konflikter.

Bogen er på nogle måder kritisk og politisk bevidst, men er også fyldt med humor og et væld af mangeartede personer, som Rufin er en mester i at beskrive og udfolde. Beskrivelserne af bogens rammer er skarpe og præcise og efterlader læseren med en følkelse af at have været der.

Kan bestemt anbefales både til nye læsere af Aurel og selvfølgelig til alle der allerede kender ham.

Éditeur : FLAMMARION (07/04/2021)

Sylvain Prudhomme: Les Orages

 

Sylvain Prudhomme: Les Orages

En dejlig novellesamling fra en forfatter hvis roman Sur les routes var en oplevelse at læse.

I denne nye udgivelse har han samlet 13 beretninger om mennesker, der på en eller anden måde oplever eller har oplevet noget der har ændret deres liv eller givet anledning til at se anderledes på tilværelsen, været en øjebliksoplevelse. Det har været som uvejr i det indre, men de fleste er i stand til at komme videre.

Den første novelle "Souvenir de lumière" er en meget stærk og storslået novelle, der bærer samlingens fælles tema. Fortælleren husker et møde, der markerede ham, så meget at han syv år efter søger en forklaring. "Lorsque j'ai rencontré Ehlmann, il était debout sur le bord de la route, sa voiture garée en catastrophe sur la bande d'arrêt d'urgence, feux de détresse allumés. J'ai vu qu'il souriait, que tout son visage était tordu de larmes et de rires à la fois, j'ai pensé qu'il était fou."  Ehlmann fortæller, at havde havde lige tilbragt mange dage på hospitalet hos sit barn der svævede mellem liv og død. På hospitalet møder fortælleren en sygeplejerske der kan huske sagen og kan uddybe den. Ehlmann har levet på en knivsæg, men til sidst får han at vide at barnet vil overleve.

Sylvain Prudhomme fortæller os om tidens forløb, kærlighed, sygdom, alderdom, sorg, livet der går, øjeblikke af nostalgi eller modstandsdygtighed. Hans historier ender aldrig på en dramatisk eller sensationel måde, men snarere i en form for tilfredshed, der føles godt, efter  tordenvejr vender roen tilbage.

Prudhomme har en stil med stor enkelhed og uden unødvendige dikkedarer til at fortælle enkle historier om almindelige mennesker. Der sniger sig dog poetiske passager og naturbeskrivelser ind, der giver historierne mere fylde. Alle noveller er særdeles gode, så gå endelig i gang!

Éditeur : GALLIMARD (07/01/2021)

Adeline Dieudonné: Kérozène

 

Adeline Dieudonné: Kérozène

Adeline Dieudonné havde en enorm succes med sin første roman La vraie vie, og det var særdeles fortjent. Når den næste roman følger, kan man frygte, at den ikke kan leve op til den første, men det er slet ikke tilfældet her.

Man kunne måske kalde det for en novellesamling, for den består hovedsageligt af en række personer, der ikke kender hinanden, men som alle har et eller andet skjult som bliver afsløret og som viser en form for fællesskab.

Klokken er 23.12 på en tankstation i Ardennerne og om 2 minutter vil alting ændre sig. Sådan starter bogen, men hvad der fremkalder ændringen afsløres først tilsidst. Det er en af de sædvanlige kedelige tankstationer med neonlys, halvsnavsede borde og stole og sommerens hede hviler over den.

Der er 12 personer, der har et ærinde på stationen der i aften bestyres af Juliette og hendes kollega Sébastien (der danner par med Mauricio). Der er Chelly, poledanserinde, Alika, filippinsk hushjælp, Joseph repræsentant, Victoire, mannequin, og Julie, der er gået fra sin mand, en falleret grevinde, en bedstemor der lever isoleret i naturen for blot lige at nævne et par stykker.

De er alle lidt sære personer eller som omgås mærkelige mennesker. I Juliettes familie har de f.eks. en lyserød gris som kæledyr, som manden der arbejder på et slagteri truer med at skære halsen over på. Men bagefter sover de sammen på sofaen. Julie er gift med en gynækolog, hvis pensionerede forældre også er gynækologer. Deres største fornøjelse er at give hende en gynækologisk undersøgelse efter søndagsmiddagen. Alika taler ikke fransk, men sendes nærmest rundt som en pakke mellem flere familier. Hun har en mand og børn som hun sender penge hjem til, men da hun også skal betale deres studier er der lange udsigter til at hun kan vende hjem. Antoine der taler med en sø og får besked om hvad han skal gøre af den. Ja, det er den ene fantastiske historie efter den anden. Hæsblæsende.

Vi præsenteres for mennesker der i deres historier nærmest fremstilles som drevet af dyriske drifter. En bedstemor der spiser kirsebær mens hun ser et par hore på et bord på en parkeringsplads. Hun spytter sten ud i samme tempo som manden bevæger sig på. Dyr er der i øvrigt mange af i bogen: den lyserøde gris, en hest, en liderlig delfin etc.

Hver person bliver helten i en historie,og mellem dem vil der undertiden opstå ligheder. En  bog til at grine og græde af eller græde af grin af om vores moderne liv. Som i sin første roman, La Vraie Vie, skildrer forfatteren skræmmende skæbner med humor og vildskab. Hun sparer os ikke for noget, Adeline Dieudonné: mord, sexscener, tårer og latter. Men bag latteren og den overfyldte opfindsomhed  vises den mørke klarhed. Kérozène sætter spørgsmålstegn ved betydningen af ​​eksistens og hudfletter det absurde i vores tid.

Hendes sprog er ligetil og præcist med nogle fantstiske vendinger og billeder, der kan få en til at bryde helt sammen. Her er lige et par eksempler: "Mauricio se sentait aussi inutile qu'un dildo dans la main d'un pape", "L'idée de rejoindre Nicolas la seduisait autant que la perspective d'un tête-à-tête avec un cadavre de phoque en décomposition", "Il devait ressembler à un teckel obèse besognant un ours malade."

En bog der kan anbefales varmt.

Éditeur : L' ICONOCLASTE (01/04/2021)

Chris. L.P. Elliott: Un chihuahua dans la théière

 

Chris. L.P. Elliott: Un chihuahua dans la théière

En noget speciel debutroman, som jeg tilfældigvis blev opmærksom på via Les Francophones de Copenhague. Det er en roman der er betalt på forfatterens regning, men den kan allerede købes mange steder til en meget lav pris.

Hvordan kan en chihuahua være i en tekande ? Jo, hvis den er lille nok, kan det lade sig gøre, og den stakkels hund, som det går udover her, er en dværgchihuahua!

Det helt specielle ved bogen er, at den foregår i Ystad og på Bornholm, som vi får præsenteret på alle mulige måder i bogen. På forfatterens hjemmeside er der også adgang til en række smukke billeder fra øen. Virkelig bedre end en turistbrochure.

Det er en virkelig detektivhistorie anført af 4 gode venner, Karen og Poul og deres franske venner Agnès og hendes bror Jean. Historien starter med mordet på hunden, men det bliver slet ikke det eneste. Der er flere personer og hunde, som det går ud over.

Rammerne er som sagt Ystad og Bornholm, hvor man har årets store hundeudstilling og samtidig opsendelse af en raket med en hund. Et projekt der er udviklet af en forening af ruminteresserede Bornholm Space Agency. Andre grupper er gamle rockere på motorcykel, foreningen til beskyttelse af dyr og natur mm. Der er desuden en lang række specielle og mærkelige personer, som vi møder.

Det vil være synd at afsløre for meget, men der er virkelig gang i mange historier, der krydser hinanden, men som finder en løsning.

Det er nok en lidt for voldsom intrige, men ganske hyggelig at læse. Kan man ikke følge med i intrigerne, får man det skåret ud i pap efterhånden. Denne forklarende del kunne man godt skære bort og i det hele taget kunne bogen godt trænge til en opstramning.

Der er sproglige iagttagelser og gode legender fra Bornholm, men det undrer mig at man ikke kan finde et fransk ord for "la sommerhus".

Se også boegens hjemmeside

 Books on Demand GmbH 2021

Makan Fofana: La banlieue du Turfu

 

Makan Fofana: La banlieue du Turfu

En populærudgave at et universitetsspeciale omkring forstæderne i fremtiden (Turfu= Futur)

Makan Fofana er født og opvokset i forstæderne, og han lever der stadigvæk ,for han har et projekt omkring forstæderne i fremtiden, de skal udvikle en guldalder.

Han har været omkring Islam og følt sig tiltrukket, men da han først får smag for filosofiens verden, finder han en slags mening med tilværelsen. Hans foretrukne filosof er Nietzsche, men han henter sin inspiration fra mange andre steder f.eks. rapsangeren Boopa, Harry Potter, science fiction og popkultur,

Makan Fofana søger at gøre op med stereotyperne omkring forstæderne på nye og kreative måder. For at gøre dette forestiller han sig, at forstaden TURFU er et rum af forbindelser, skabt af en hybridkultur mellem forstad og verden, der udforsker forstæderne som et fjernt land og verden som en forstad.

Makan Fofana skabte dette projekt for med et filosofisk blik at se på de ofte triste og håbløse forstæder, som man oftest møder. I virkeligheden ser han ikke nogen løsning i, at folk bare vil væk fra forstæderne, stige op ad den sociale rangstige. Had og vrede fører ingen steder og samtig anklager han beboerene for deres konservatisme. Man kan lige lave lidt optøjer, men falder så tilbage i de gamle roller. Den måde dystopier eller nihilistisk rap fordømmer en fremtid på, før man overhovedet forestiller sig den.  

Han har en kunstnerisk og filosofisk vision, der blander flere forestillinger og billeder for at åbne op for miljøets muligheder, forstæderne skal mentalt fortrylle indbyggernes eksistens. Fofana har en tro på menneskets evne til at skabe, ofte ud fra kaos, men man skal rive sig løs, førend det kan lykkes.

Undertiden lidt svær og gentagende læsning, men med nye og spændende vinkler på forstæderne. Makan Fofana er grundlægger af Hypercube, et laboratorium, der udforsker "Turfu" gennem science fiction og popkultur. Udviklingen skal ske gennem udvekslinger og manges indsats. Der er et stort noteapparat til bogen. En flot indsats.

Éditeur : EDITIONS TANA (18/02/2021)