Sabyl Ghoussoub: Beyrouth-sur-Seine

 Sabyl Ghoussoub: Beyrouth-sur-Seine

Le prix Goncourt des lycéens blev i år (2022) til denne roman af Sabyl Ghoussoub, der har skrevet den om sine forældre først og fremmest, men også om dele af sin familie.

Født i Paris i en libanesisk familie, søger forfatteren, der navigerer mellem Paris og Beirut, gennem udspørgen af ​​sine forældre om årsagerne til deres emigration, historien om krigen i Libanon. En historie, der ligner historien om evigt kaos.

Han vil fortælle os om sin familie, men da forældrene aldrig har fortalt meget om deres liv, beslutter han sig for at interviewe sine forældre. I meget små bidder og med en respekt der forhindrer ham i at spørge ind til alt, for der er meget som de ikke vil fortælle om. Vi hører lidt om deres bryllup, om deres ankomst og om de forhold i Libanon, der tvang dem til at leve deres liv i Frankrig.

Forfatteren skildrer deres lejlighed, der er en slags Beyrouth, for de kan ikke slippe deres drømme om Libanon, som de skulle være vendt tilbage til efter et par års studier i Paris. De kommer til Paris i 1975 og kort tid efter starter den krig og borgerkrig som skulle vare i 15 år. Vi får mange grumme eksempler på denne krig, der ødelagde landet.

Ved hjælp af forældrenes minder, anekdoter, personlige fotografier og arkiver genskaber forfatteren det liv, som forældrene og den store familie har haft fra omkring 1960 til nu, og han viser os derved en del af Libanons historie.  

Bogen er fortalt i små kapitler, næsten kronologisk ofte med en kort overskrift og et årstal. Det er simpelt og enkelt i en ofte neutral stil, men også med en vis humor og stærke følelser. Der indgår endda nogle familiebilleder i bogen også. Det er et meget flot bevis på forfatterens kærlighed til sine forældre at skrive deres historie. Både moderen og faderen er meget spændende og mangesidige mennesker som det er meget spændende at læse om.

Men romanen rummer også mange generelle temaer om et liv i evig eksil, familien, immigration, fremmedhad, religion og racisme. Om vores evne til at indrette os, men også om at skabe en parallel verden, når verden bliver for hård at leve i.

Kan stærkt anbefales.

STOCK (24/08/2022)

Touhfat Mouhtare: Le feu du milieu

 Touhfat Mouhtare: Le feu du milieu

Meget anderledes roman men særdeles spændende også fordi den foregår på Comorerne, nogle øer der har været under Frankrig til selvstændighed i 1975.

Øernes historie er interessant og den bliver inddraget i romanen, hvor det er den islamiske tro der bliver sat op overfor tidligere tiders primitive religion. En roman der er en række fortællinger, sagn, allegorier og myter der er med til at understøtte forståelsen af handlingen og de vigtigste personerners udvikling.

Den unge pige Gaillard der er blevet forkastet af sin mor, voker op i byen Itsandra (Cormorerne) som tjenestepige. Tamu, en kvinde fra egnen, tager sig af hende som en adoptivmor og Fundi der er hendes herre ser hendes evner og lærer hende at læse Koranen og dykke ned i dens hemmeligheder. Lumas rolle er en anden, da hun fortæller  hende legender, der var arvet fra hendes slaveforfædre fra den anden side af havet.

En dag møder Gaillard Halima, en ung pige fra en rig familie, der forsøger at undslippe et tvangsægteskab. De bliver venner, og en dag Halimi overlader en lille pakke med en magisk genstand til Gaillard. Hun må love ikke at pakke den ud og aldrig at vise den til nogen. Herefter vender Halima tilbage for at underkaste sig den faderlige vilje.

Ti år senere mødes de to unge kvinders skæbner igen. I mellemtiden har Gaillard været udsat for en en lemlæstelse, og hun er anderledes end alle andre. Halima har måttet acceptere et tvangsægteskab for anden gang. Deres venskab vil tage en ny drejning, og den magiske genstand vil afsløre sine hemmeligheder: det indeholder viden, der er begravet i verdens hukommelse og har magten til at få dem til at rejse gennem rum og tid på jagt efter, hvad de virkelig er.

Det er en indvielsesroman for de to piger, men også en bog om fred og tolerance, en hyldest til kærlighed, venskab, natur, femininitet og frihed. Der er en ægte humanistisk refleksion over samfundet, mandlige/kvindelige relationer, respekt, deling af viden, magt, hver enkelts plads i forhold til verden, den tid, vi lever i. Vi forstår efterhånden, at det er alle de historier, der er vævet over generationer, der bygger os op og får os til at eksistere her og nu.

Der er en stor sproglig rigdom i mylderet af detaljer, der gør bogen til en sand pendant til Tusind og en Nat. En perle!

LE BRUIT DU MONDE (18/08/2022)

Jean-François Pasques: Fils de personne

 Jean-François Pasques: Fils de personne

Det er ikke fordi jeg normalt læser mange af de nye kriminalromaner, men fik alligevel lyst til at læse årets Prix du Quai des Orfèvres 2023, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Bogen starter med et dødsfald, der virker lidt mærkeligt: En mand i tresserne, der ligner en vagabond, er fundet død i en dam i Tuilerierhaven. Svært at identificere ham, i hans lommer finder man en bog af Balzac, en lighter fra fremmedlegionen, og et telefonnummer. Et første spor... det er nummeret på CNAOP, en organisation, der tillader børn født "under X" (bortadopteret fra fødslen) at få oplysninger om deres oprindelse. 

Politikommisær Delestran fra 1. afdeling får navnet på vagabonden, hr. Georges, og en adresse: kirken Notre-Dame -de-l'Assomption, kendt som polakkernes kirke. Delestran er allerede ansvarlig for efterforskningen af ​​tre unge kvinders nylige forsvinden, og som modvilligt ser en psykolog, Claire Ribot, ankomme til hans afdeling.

Dette r udgangspunktet og jeg røber vel ikke for meget ved at fortælle at de to sager kommer til at sille sammen. En herlig intrige og en uventet løsning.

Det er et spændende persongalleri, vi kommer tæt på mange af afdelingens politifolk og får nogle beskrivelser, der kunne minde meget om Simenons måde at fortælle på.

Dejlig bog, som kan anbefales til lidt afslappende læsning. Har bestemt fortjent sin Prix.

FAYARD (09/11/2022)

Nathan Devers: Les liens artificiels

 Nathan Devers: Les liens artificiels

Bogen der var blandt kandidaterne til årets Goncourt starter med et selvmord, som ovenikøbet bliver vist live på Facebook. Det er den unge Julien Ribérat, der kaster sig ud af sit vindue, hvad mon forklaringen er? Det bliver i løbet af bogen forklaret i skildringen af hans for korte liv.

Da Julien Ribérat bliver træt og nedslået i sit lille daglige liv som spillelærer og barpianist, forladt af kæresten May og forvist til et værelse i Rungis, opdager han online en "spejlverden" af ​​djævelsk præcision, hvor alt er muligt: ​​en ny chance for at blive det, han havde drømt om at være... Velkommen til Antimonde.

Denne anti-verden hedder Heaven og er udtænkt og udarbejdet af Adrian Sterner. Alt er genskabt i naturlig størrelse og er fuldstændig som den verden vi lever i, men man optræder som en avatar, skaber sit eget udseende og sit nye navn. I virkeligheden er det et spil, men det bliver hurtigt til meget mere for Julien, der har valgt navnet Vangel.

En virtuel 3D-platform, som replikerer hele planeten jorden, som tilgås ved at tage en virtual reality-hjelm og en dragt på, og som giver én mulighed for at leve et andet liv gennem sin avatar. Et friere, rigere liv, der udnytter perspektiver, som vi ikke har i vores virkelige liv.

Julien bliver rig og får snart en afgørende rolle i Heaven takket være hans kritiske digte om pseudo-livet. Det bliver en kamp mellem skaberen Adrian Sterner og Julien.

En virkelig svimlende skildring af vor tid, hvor det virtuelle og det reelle spejler hinanden. Hvor mange er sat på et sidespor og drømmer om en anden tilværelse eller et paradis. Vi får stillet en masse spørgsmål til vores moderne tilværelse ud fra et filosofisk syn blandet med poetiske, musikalske, humoristiske og apokalyptiske vinkler.

Det er en roman der også handler om litteratur og skærmene. Vil de overtage bøgernes plads? Eller vil vi i virkeligheden se bøgerns fiktive verden blive den reelle verden for os?

Meget righoldig, spændende og foruroligende bog, som kun kan anbefales.

ALBIN MICHEL (17/08/2022)

Sarah Barukh: Envole-moi

 Sarah Barukh: Envole-moi

En smuk roman om barndom, venskab, som står for hårde prøvelser.

Der er gået næsten ti år siden Anaïs og Marie, et par tætte barndomsvenner, hverken har set eller talt sammen, da Marie kontakter Anaïs, fordi hendes mor døde. Og straks dukker minderne op igen, og Anaïs ved, at hun bliver nødt til at være der for Marie og også for Brigitte, hendes mor, som var så meget mere skør end hendes.

Vi kommer tilbage til 90'erne, 19. arrondissement i Paris, Anaïs ser Marie dukke op i sit liv, så meget smukkere, så meget mere sikker på sig selv. Marie der skal tilbage til Paris Opera for at dyrke sin dans, Marie der forsvarer hende hele tiden, Marie hvis liv ikke er så smukt som Anaïs tror, ​​fordi hendes mor nogle gange (ofte...) opfører sig som en retarderet teenager eller værre..

I dag har Anaïs overvundet sine fysiske komplekser, hun har en god stilling, en god følgesvend, men kæmper for at blive gravid. Marie var en trofast veninde, men Marie opførte sig nogle gange meget dårligt, nogle gange uden at vide det. Perfekt venskab eller giftigt venskab? Lidt af begge dele, men i dag skal Anaïs være der. Ved mødet med Marie, og ved mødet med hende selv...

Det bliver et møde, der medfører adskillige omslag og som bliver afgørende for de to kvinders fremtid. Der bliver et kapløb fgor at nå ind til hinande, men også en tragedie som Anaïs har holdt for sig selv.

Bestemt værd at læse.

ALBIN MICHEL (29/01/2020)

Victoria Mas: Miracle

 Victoria Mas: Miracle

Et mirakel er en flerstemmig roman med stort fokus på religion.

Der er nonnen søster Anne, der har modtaget en enestående profeti: Jomfru Maria vil vise sig for hende i Bretagne. Hun lader sig overflytte til en ø i det nordlige Finistère, men opdager, at en teenager Isaac hævder at have haft den vision, som hun havde fået at vide.

Der er Isaac og hans far, moderen er død for nogle år siden i en bilulykke. Der er familien Bourdieu, hvor faderen ikke forstår sønnen Hugo, men ofrer sin energi på datteren Julia, der lider af astma Der er en række lokale bl.a. kroejeren Madeen, der er stærkt troende og styrer øen.

Stillet over for en begivenhed, som ingen kan bevise, gør et helt område oprørt, fordi Isaac går i trance og ikke siger, hvad viser sig for ham andet end det er en kvinde...

Efterhånden som begivenhederne udvikler sig, ændrer forholdet mellem mennesker sig, sår dukker op igen, linjer bevæger sig, alle er tvunget til at ændre deres forhold til verden, og når elementerne bliver involveret, bliver drama uundgåeligt.

Ved at forankre sin historie i Bretagne tager Victoria Mas udfordringen op med at bringe læseren ind i dette land af fortællinger og legender, af tro, af overtro, hvor vi overalt støder på kristen, keltisk, hedensk arv... Hendes beskrivelse af landskaberne og livsstil på øen er sublime, og de psykologiske portrætter er overbevisende.

 Albin Michell (17/08/2022)

Sandrine Collette: On était des loups

 Sandrine Collette: On était des loups

En fortælling hvor natur, drifter og overlevelse spiller de vigtigste roller.

Fortælleren Liam bor i en region med bjerge og stadig vilde skove, hvor han lever af jagt. Han bor med Ava og den fem-årige søn Aru. De to er ofte efterladt alene hjemme under hans lange og meget hyppige fravær. Liam elsker sin ensomhed i naturen.

En aften, da Liam vender tilbage fra de bjergrige skove, hvor han har været på jagt, gætter han straks på, at der er sket noget. Hans fem-årige søn, Aru, venter ikke på ham uden for huset. I gården opdager han fodsporene af en bjørn. I nærheden, under Avas livløse krop, finder han sin søn. Levende. Ava dør efter bjørnens overfald på hende.

Midt i sin smuldrende tilværelse har Liam én vished. Denne vilde verden er ikke skabt til et barn. Fast besluttet på at betro sin søn til andre end sig selv, forbereder han en lang rejse til byen. Her får han afslag fra familien.

Splittet mellem sin rolle som far og udfordringen med at opdrage et lille barn alene i isolationen af ​​disse ugæstfrie omgivelser, beslutter manden sig for at skille sig af med sin søn og begiver sig ud på en rejse, hvis eventyr alligevel vil fortsætte i et forsøg på at forpurre hans planer. 

Men i disse øde områder er der ingen, der ved, hvad der kan ske. Endnu mindre med en mand gal af raseri og smerte ledsaget af et rædselsslagent barn.

Stærk roman, der viser et menneske på sit yderste og et lille barn, der også vil tage ansvar. God læsning.

J.-C. LATTÈS (24/08/2022)

Makenzy Orcel: Une somme humaine

Makenzy Orcel: Une somme humaine

Makency Orcel er en forfatter fra Haîti, der allerede har flere romaner og digtsamlinger på sin samvittighed, men denne roman har fået et specielt stempel, da den er blandt de sidste 8 romaner til årets Prix Goncourt.

Jeg må sige med det samme, at jeg slet ikke bryder mig om bogen, specielt fordi Orcel ikke bruger punktum i romanens 600 sider, at han har et overdrevent brug af komma og ... Umådeligt irriterende og et unødigt besvær at læse den. Det er ellers en roman der er speciel, idet den fortælles af en død kvinde.

Fortælleren skriver fra den anden side af graven og fortæller os om sit liv, sit ønske om lykke, sine smertefulde prøvelser og sine skuffelser indtil sit selvmord. Både anonymt og legemliggjort er det én kvindes og alle kvinders stemme.

Efter at være vokset op i en provinslandsby, hvor sladder og sladder hersker, forsømt af sine forældre, især af sin mor, der foretrækker roserne i hendes have. Hun flygter til Paris i håb om at leve et liv fri fra fortidens spøgelser. Hun studerer litteratur på Sorbonne, får en kæreste, arbejder, men det ender med at hun forsumper i fattigdom. 

Bogens temaer er meget stærke gennem de frygtelige prøvelser, hun gennemgår fra en vanskelig barndom i en provinslandsby til terrorangreb på Bataclan. Hun mister den mand, hun elsker, kvinders ynkværdige status. Det er kort sagt liv, død, kærlighed, immigration, racisme…..

Ærgerligt at den er så svær at tilgå.

PAYOT ET RIVAGES (17/08/2022)

Roger Gau: Jean, classe 1915

 Roger Gau: Jean, classe 1915

Da jeg har læst meget om La Grande Guerre, var det en særegen oplevelse pludseligt at finde denne gratis e-bog på nettet.

Roger Gau fortæller om, at der i efterladenskaberne fra hans svigerforældre var en stor skotøjsæske. Han bliver nysgerrig og tager den til side. Den viser sig at indeholde en række breve, som Jean skrev til sine forældre, familie og venner, da han var blevet indkaldt til hæren i 1914.

Det er i bund og grund en bog baseret på autentiske dokumenter, der viser livet for en ung Toulouse-mand, der døde på Artois-fronten i en alder af 20. Hans breve taler om de gode sider: "Her forsikrer jeg dig om, at livet næppe er trist, og at nu, hvor vi kender hinanden godt blandt sergenterne, forkæler vi hinanden med gode stunder med sjov..." Som det værste: "Vores hytte blev lavet på døde kroppe med planker placeret over dem. Det er overflødigt at sige, at jeg sov disse to dage på maddikerne omgivet af fluer... "

Krigen 1914-1918 er blevet fortalt mange gange og vil være det i lang tid fremover.  Men Roger Gau giver os beretningen om Jean, en exceptionel infanterists korrespondance, og får os til at deltage i begivenhederne i hans daglige liv time efter time under den allestedsnærværende dødstrussel. 

Vi er sammen med denne obskure helt, når han er sulten og tørstig, når han fryser, når han med enkelthed, naturlighed, beskedenhed og realisme fortæller om de lykkelige øjeblikke og de forfærdelige scener, der leves i skyttegravene..

En fantastisk beretning i disse personlige breve, der bringer os tæt på et menneske, der gav sit liv i et umenneskelig krig.

Hvorfor skal det blive ved på den måde?

Du kan downloade bogen ved at søge på titlen.

Hélène Devynck: Impunité

 Hélène Devynck: Impunité

Et af tidens store emner: bogen om Patrick Poivre d'Arvors urimelige, voldelig og seksuelt undertrykkende liv, som en af Frankrigs førende nyhedsjournalister og redaktør for TV-Avisen på TF1. Det er måske ikke litteratur, men samfundsdebat. Det forhindrer dog ikke, at man må beundre Hélène Devyncks evne til klart at beskrive og belyse, hvad der er sket.

Fra den såkaldte PPDA-affære er der lidt efter lidt kommet oplysninger til os. I Impunité opsummerer Hélène Devynck fakta, indsamler vidneudsagn (23 kvinder, der vidnede for politiet!), forklarer forløbet af efterforskningen indtil sagen fik en klassificeringen uden opfølgning. 

Hun viser os den straffrihed, der omgiver aggressoren i vores nuværende samfund. Specielt når det er folk med status, stjernestatus, rige folk, politikere ser man, at sagerne bliver afsluttet uden retssag, og de voldtagne kvinder kan så hygge sig med det, mens serie-forbryderen bare kan fortsætte.

PPDA afviser ikke helt, at der har været overgreb, men afviser det med, at kvinderne ikke sagde nej. De 23 historier viser hvordan de enkelte har reageret, hvordan voldtægten har fulgt et bestemt mønster, hvor de unge og usikre piger ikke tør reagere i frygt for at miste et job. De er lammede i deres handlinger.

De ansatte og cheferne på TF1 og andre steder har slet ikke været uvidende om hvad der foregik, men de valgte blot at lade charmøren fortsætte.

Det er ret rystende læsning, men samtidig en total indføring i, hvad der er sket med kvinderne siden de blev voldtaget. Først mange års tavshed, men da der først bliver åbnet også via #me-too tør de franske kvinder tale. Men nogen egentlig sejr kan man ikke sige, at de har fået endnu.

Meget væsentlig bog om vores samfund.

SEUIL (23/09/2022)

Sarah Jollien-Fardel: Sa préférée

 Sarah Jollien-Fardel: Sa préférée

Denne roman har allerede fået Prix FNAC, og måske er der mere på vej. Det ville være rart igen at kunne give Prix Goncourt til en schweizisk forfatter, for det er vel ikke sket Jacques Chessex fik prisen.

Sarah Jollien-Fardel blev født i 1971 og voksede op i en landsby i Hérens-distriktet i Valais. Hun boede i flere år i Lausanne, før hun slog sig ned i sin hjemegn med sin mand og to sønner. Blev journalist da hun var over tredive år gammel. Hun er nu chefredaktør for boghandelsmagasinet Aimer lire. De steder, hun kender og værdsætter, er hovedpunkterne i hendes første roman.

Det er en meget stærk førsteroman, hvor vold, vrede og overlevelse fletter sig sammen i en grad så tilgivelse ikke er mulig. Hovedpersonen er Jeanne, som vi med nogle kronologiske spring følger fra hun er barn til hun måske finder en ro og identitet efter hendes grusomme fars død.

Jeannes barndom er ikke som de andres, bebuder romanen "Sa préférée" i sine første linjer. I Valais-bjergene er barndommen og ungdommen bygget på vold og terror, orkestreret af en nådesløs far, og omverdenens totale mangel på at gribe ind, selv om de ved, hvad der foregår i familien. På landet tier man stille, selv lægen, der tilser Jeanne efter et af faderens overfald. 

Jeannes flugt fra hjemmet og til studier i Lausanne er en flugt for livet, overvældet af sin søsters selvmord og sin manglende evne til at lindre sin mors lidelser. Der er kun angsten dybt inde i hende.

Som voksen forsøger Jeanne på en eller anden måde at forankre sig i et nyt liv i Lausanne, mellem beroligende svømning i Genèvesøen og et par romantiske forhold. Men den grundlæggende vold, ligger som et jordskælv i hende, og kan bryde løs uden hun kan beherske det.

Det er en hård, bitter og bevægende tekst, som læses med en ubehagelig spænding, men  trods alt er der nogle lysende beskrivelser af Schweiz, og de kærlighedsforhold som Jeanne møder er fuld af ynde. Karaktererne, hovedsageligt kvindelige, er godt skildret, tonen er utrolig rigtig og velskrevet.

En voldsom oplevelse at læse denne roman, snyd ikke jer selv for det!

SABINE WESPIESER (25/08/2022)

Pascale Robert-Diard: La petite menteuse

 Pascale Robert-Diard: La petite menteuse

Endnu et bud på årets Goncourt og slet ikkie uden interesse, men måske lidt speciel.

Lisa er en ung pige på 15, lillesøster i en familie, der er ved at krakelere. Moderen er væk det meste af dagen, og faderen er sjældent hjemme. Søsteren læser videre i en anden by.

Lisa har ingen rigtige venner, men holder sammen med en flok drenge/unge der bliver meget betaget af hendes veludviklede bryster, der giver hende en speciel position i forhold til andre piger på skolen.

Men Lisa bliver offer for drengenes lyster og kan ikke helt få sagt nej, det ender endda med at de filmer hende i ubehagelig situation. Hun bliver nu indelukket og opgiver at passe sin skolegang. Nogle lærere bliver bekymret, og da en veninde fortæller om hendes forhold til drengene, tager de hende lidt under forhør og hun siger, at en mand har misbrugt hende flere gange.

Mistanken falder på Marco, en arbejder, der er kommet for at arbejde i hendes forældres hus. Han drikker for meget og skriver vrede breve til sit forsvarer, fyldt med udråbstegn. Marco bliver uden tøven idømt ti års fængsel.

Alt dette skete for fem år siden, men under appelsagen er Lisa myndig. En dag kommer hun ind på kontoret hos Alice, en advokat fra den lille provinsby. "Jeg foretrækker at blive forsvaret af en kvinde."

Sådan starter det hele, og det bliver meget intenst at følge udviklingen, som jeg ikke vil afsløre for meget af.

Gennem denne historie dissekerer forfatteren et kendt problem, nemlig unge piger, der vokser op for hurtigt. De er stadig kun børn, men deres krop udvikler sig og vækker de mandlige hormoner. Med sine fremtrædende bryster vil den lille løgner blive del af en beskidt affære: hun kan ikke sige nej af frygt for ikke at blive elsket.

Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved, hvem der er offeret, er det altid kvinden og er det altid manden der er den skyldig? Vi får en fornem indføreing i retssystemet eksemplificeret i en retssag og fornemmer de muligheder fejltagelser som en række forudfattede meninger kan medføre.

Bestemt værd at læse, men ikke min favorit til Goncourt.

L' ICONOCLASTE (18/08/2022)

Monica Sabolo: La vie clandestine

 Monica Sabolo: La vie clandestine

La vie clandestine er en fantastisk velskrevet bog, og den er blandt de udvalgte til Goncourt-prisen i år. En bog med så mange lag fra det selvbiografiske over det politiske til en række spørgsmål som alle kunne stille sig.

 

Monica Sabolo leder efter et emne til en ny bog, og efter megen vaklen beslutter hun sig for at tage fat på et emne, som hun mener, hun kender godt: nemlig en parallel mellem hendes familie, hun er opvokset i et borgerligt miljø, og Action Directe, den yderste venstrefløjs terrorgruppe, der var meget omtalt i 1980'erne.

Vi følger forfatteren i sin søgen for at forstå, hvordan medlemmerne af den yderste venstrefløjs terrorgruppe har kunnet nedskyde folk og senere leve med det. Mere end noget andet interesserer hun sig for netop to kvinder fra Action Directes sag, nemlig Joëlle Aubron og Nathalie Ménignon. To kvinder, der arbejder sammen i væbnede kampe, vold mod ordensmagten, men også mod repræsentanter for en kapitalistisk ånd og bankrøverier.

Den 17. november 1986 dræber gruppen koldt Georges Besse, administrerende direktør for Renault, chef, der siges at være retfærdig og respekteret, far til en familie, lykkelig ægtemand. Dette er ikke deres første attentat... De er unge og vil blive offentlige fjender nr. 1 og være blandt de mest eftersøgte mennesker på dette tidspunkt af hele politiet i Frankrig.

Men på samme måde som gruppen levede et skjult og hemmeligt liv bliver Monica Sabolo under optrevlingen af gruppens historie klar over, at hendes liv også har haft en skjult side, som hun har holdt dækket og aldrig fået frem i lyset. Mærkelige familieforhold, en mor der ikke tager sig af sine to børn, en far der forsvinder, en stedfar der krænker hende seksuelt, ja der er nok at komme efter.

De to tråde mødes på en måde og vi følger en forfatters kamp med sit stof, sin familie og sig selv. I sandhed et stort projekt, men udført med stor bravour.

En bog man ikke lige slipper, kan kun anbefales.

GALLIMARD (25/08/2022)

Brigitte Giraud: Vivre vite

 Brigitte Giraud: Vivre vite

En roman men med baggrund i forfatterens eget liv og oplevelser. Den 22. juni 1999 blev hendes mand Claude dræbt i en trafikulykke. Det skete lige da de havde købt et hus, som de skulle sætte i stand og bo i. Hun stod nu alene med en søn og et hus.

Smerten og den uforstålige ulykke var total, tyve år senere, mens hun skal til at sælge huset, vender Brigitte Giraud sine tanker tilbage og søger en mening, en håndgribelig forklaring på rækkefølgen af ​​begivenheder, der førte til tragedien.

I en anspændt historie, der fungerer som en rigtig nedtælling, forsøger Brigitte Giraud at forstå, hvad der førte til motorcykelulykken, der tog livet af hendes mand. Tyve år senere prøver hun igen at undersøge sagen en sidste gang og finde svar på de spørgsmål, der er forblevet ubesvarede. 

Tilfældigheder, skæbne, tilfældigheder? Hun ser tilbage på de dage, som var fyldt med en række uforudsigelige forstyrrelser, indtil det uundgåelige skete. Brigitte Giraud leder efterforskningen og iscenesætter Claudes og deres liv, som mirakuløst genoplives.

På disse sider dissekerer forfatteren denne historie med en præcision og en detaljerigdom, der er overvældende. Og hvis nu? Når skæbnen ændrer sig, stiller vi ofte os selv dette spørgsmål. Der er en kæde af situationer, der fører os til denne ulykke.

Et nyt hus, en mor, en bror, en motorcykel, en mærkelig beslutning og vejret... Forfatteren dissekerer således hver begivenhed, hvert øjeblik for at forstå. Hun får ikke noget svar. Det skete er sket, og der er ikke mere at komme efter.

Det er en stærk roman, der trænger dybt ned i en række menneskelige reaktioner og vores evne til at fortrænge og smålyve overfor os selv. Mageløst godt skrevet!

FLAMMARION (24/08/2022)

Marie Vareille: Désenchantées

 Marie Vareille: Désenchantées

Marie Vareille leverer her en ny roman, der nemt kan blive til endnu en best-seller. Historien omhanler en mystisk forsvinden for 20 år siden.

Den femten-årige Sarah Leroys forsvinden rystede den lille by Bouville-sur-Mer i Bretagne. I hver en  husstand, hver bistro udviklede man hypoteser, men hvad der virkelig var sket, var der aldrig nogen, der fandt ud af, og politiet måtte henlægge sagen.

Tyve år senere vender journalisten Fanny tilbage til scenen for denne tragedie, der prægede hendes ungdom. Hendes chef har nemlig fået den gode ide at genopfriske denne historie. Fanny bliver sat på opgaven, som hun skal skrive dramatisk om, hvis hun skal få en forfremmelse. Fanny fortæller ikke, at hun faktisk var meget tæt på Sarah og faktisk ved noget om sagen som ikke er kommet frem.

Og det er en hel fortid, hun havde foretrukket at glemme, der dukker op igen...

Med "Désenchantées" belønner forfatteren os virkelig med en fin thriller. Når man navigerer mellem fortid og nutid og bevæger sig fra en karakter til en anden i løbet af kapitlerne, leverer denne roman gradvist alle brikkerne i et puslespil, som læseren ønsker at løse så hurtigt som muligt. 

Titlen, der er lånt fra den berømte sang af Mylène Farmer, genoptager dette spring ind i 90'erne med en gruppe veninders rejse, der kaldte sig selv de "Désenchantées". Historien er godt sat sammen med et galleri af spændende karakterer. 

Dejlig og god læsning!

CHARLESTON (17/05/2022)

Diaty Diallo:Deux Secondes d’air qui brûle

 Diaty Diallo:Deux Secondes d’air qui brûle

Debutroman fra den 33-årige Diaty Diallo, der har skrevet sange og en blog og som er meget optaget af forholdene i forstæderne.

Historien er meget rørende. Vi følger en gruppe unge mennesker fra et boligområde i Paris, der står over for et tilbagevendende drama, nemlig nedskydningen af ​​en ung mand af en politibetjent. Han ville ikke efterkomme en identitetskontrol og tog flugten på en scooter. 

Bortset fra Diallos sprog og et bredt udsnit af skrivearter er der intet virkelig bemærkelsesværdigt. Ærgerligt, for det budskab, som forfatteren vil sende os om politivold, er af altafgørende betydning.

Der er allerede skrevet mange bøger om emnet, der selvfølgelig er vigtigt, men jeg ved ikke rigtigt, hvem hun vil henvende sig til. Der er dog specielt to scener der fortjener stor ros: scenen hvor en gruppe af de lidt ældre unge holder en lille grillaften i fred og ro. Politiet dukker op og så er freden forbi. Politiets brutale facon er bestemt ikke prisværdig, og det ender også med, at ung mand mand bliver skudt ned. Denne episode er skrevet i et stærkt sprog og med en skarp og kritisk pen.

En anden bemærkelsesværdig scene er da hele bydelen samles om at lave fælles mad og underholdning til ære for den afdøde unge. Her får vi en skildring af sammenhold og familiefølelse på højt niveau. De to nævnte scener viser hvor umulig situationen er. De er ikke allesammen narkoforhandlere, de er ikke allesammen hvide, men de har allesammen menneskelige værdier, som man burde værdsætte højere.

OK, godt begyndt på et forfatterskab, men større selvkritik og bedre strukturering af den del af indholdet som er værd at bevare. Der er f.eks. 25 sider med en oversigt over hendes kilder, der mest er sangtekster.

SEUIL (19/08/2022)

Olivier Adam: Dessous les roses

 Olivier Adam: Dessous les roses

En ny roman fra Olivier Adam, hvis forfatterskab jeg ofte har læst og sat pris på. Det gælder også denne roman om familien Eriksen (ja det hedder de), der er sammen i forbindelse med familiefaderens død.

Den udspilles over tre dage, der kaldes tre akter og foregår næsten kun i familiens hus, hvor de tre børn er vokset op. Den ældste Paul, søsteren Claire og den sidste efternøler Antoine.

Vi en blanding af monolog og minder om dialoger mellem hovedpersoner, hvert afsnit har titel efter den person der er fortæller. Et snedigt system, der er endnu snedigere end man tror, men det bliver først afsløret til slut.

Paul, den ældste, er den, der normalt er mindst til stede. Han er altid optaget af sit arbejde som filminstruktør og skuespilforfatter. Desuden er det ham, hans mor stadig venter på om aftenen.

For de to andre er der. Claire ledsaget af sin mand og hendes børn ankom for lang tid siden. Ingen kunne forestille sig, at denne ansvarlige datter ikke ville være sammen med sin mor på et så vanskeligt tidspunkt. Antoine, den yngste, foretrak at komme alene. Han kunne dog have taget Sarah, kvinden, som han har boet længe sammen med, og præsenteret hende for sin mor. Fuldstændig optaget af sit arbejde er han kun i stand til at frigøre sig for en dag. 

Hurtigt dukker misforståelser, vrede, men også minderne op, som uudsletteligt binder de tre børn, som er blevet voksne sammen. Genstanden for al forargelsen er denne bror, der er så lidt til stede, men særligt aktiv på netværkene og de forskellige TV-kanaler. Paul er instruktør. Han har en frygtelig tendens til at bruge sin erfaring, sin fortid i sine kreationer og ikke altid til fordel for hovedpersonerne, især hvad angår faderen.

Under hele læsningen afføder denne roman en mærkelig atmosfære, tung af uudtalte ord, uudtalte insinuationer, misforståelser, der aldrig rigtigt kommer til udtryk mellem medlemmerne af denne søskendeflok. Der indtages megen alkohol og efterhånden lukkes der lidt op for alles hemmeligheder.

Usædvanligt skarpt beskrevet familieliv, der måske ikke er så flot set indefra sammenlignet med den modelfamilie den har været for andre. Under roserne er der måske ikke altid harmoni.

Kan bestemt anbefales.

FLAMMARION (24/08/2022)

Franck Bouysse: L'homme peuplé

 Franck Bouysse: L'homme peuplé

Jeg er allerede blevet imponeret af Franck Bouysse efter at have læst “Né d'aucune femme”, så det var med stor fornøjelse, at jeg fandt hans suveræne pen igen! 

Historien er langsommere denne gang, mere fokuseret på omgivelserne og stemningen i plottet, en iskold atmosfære, skræmmende og tung, hvori truslen om et tidligere eller fremtidigt drama hænger...

I denne roman tilbyder forfatteren os en polyfonisk roman, hvor fortid og nutid fletter sig sammen. To ensomme mænd: Harry, en forfatter, der mangler inspiration, flytter ind i en faldefærdig gård langt ude på landet. Caleb, en ensom ung mand opdraget af en stiv mor og indehaver af helbredende kræfter som en troldmand, bliver hans nabo.

Vi følger det hektiske liv for disse to væsener, fordi Harrys hus giver genlyd med lydene fra spøgelsernes hvisken. Romanen er bygget i form af en alternativ fortælling, med Harry på den ene side og Caleb, hans mystiske nabo, isoleret fra resten af ​​indbyggerne på grund af sin mærkelige magt, på den anden side. Han siges at være en troldmand i stand til at helbrede dyr, kommunikere med naturen og finde dybt begravede kilder.

Natur og dyr spiller en stor rolle i bogen og udsiger meget om de mennesker der færdes i den. Franck Bouysse har en udpræget evne til at beskrive og samtidig indgive natur og dyr en hemmelighedsfuld kraft der overgår menneskenes fornuft.

En særdeles spændende, velskrevet, mystisk roman om to skæbner, der færdes i en dyster og uhyggelig verden.

Bør absolut læses!

ALBIN MICHEL (17/08/2022)

Laure Gombault: Les sans-gloire

 Laure Gombault: Les sans-gloire

En bog der efter forfatterens grundige research fortæller os tre historier om kvinder, der kunne have eksisteret, og som opsummerer livet for dem, der gennemgik den store krig. Den krig hvor mændene blev trukket ud af samfundet og sendt i krig i fire år.

Tre kvinder fortæller om deres daglige liv under den store krig. Deres mænd er ved fronten, mens Jeanne, Lucienne og Fernande er på sygestuen, på gården eller på fabrikken. Tre kvinder, der frigør sig selv i et land, der fuldt ud stoler på dem og deres indsats uden egentlig at betænke dem.

Jeanne, der halter på grund af et vanskabt knæ, bliver alligevel gift med Pierre, der en morgen under orlov bliver hevet ud af sengen og anklaget for at desertere. Vi får nu historien om Jeanne, der søger at finde ud af, hvad der er sket med ham og hvad det er der har ødelagt hendes drøm om et lykkeligt liv med Pierre. Gennem hendes beskrivelser af forholdene på hospitalerne og fænglerne får vi et skarpt blik på de umenneskelige forhold.

Lucienne, der passer en større gård efter at hendes mand er blevet indkaldt. Hun kæmper hårdt for at få det til at fungere, selv om hun ikke får megen hjælp. Vi får skildret det hårde arbejde, høsten uden heste, de store dele af høsten som militæret skal have etc. Hendes stedfar er for gammel til at være til stor hjælp for hende. Hvad angår husholdersken, Sidonie, irriterer hun Lucienne på trods af sin venlighed. Men hun må beholde hende, og da Sidoine bliver lun på en markarbejder, der er en soldat på rekonvalesens, Hassan fra Nordafrika er konflikten optrappet. God historie med en blanding af voldsomme følelser, fremmedhad, kulturer der mødes og det slidsomme arbejde.

Fernande arbejde på en fabrik hvor de fremstiller granater, for kvinderne er blevet kaldt ind til det der var mændenes arbejde. Kvinderne slæber på de tunge granater hele dagen i røg og damp og farlige kemikalier. Pludselig hører Fernande ikke mere til sin mand, der komme ikke flere breve. Hun bliver trøstet af en anden kvinde fra fabrikken, så nu opstår der konflikter i hendes følelsesliv. Savn, kærlighed, hårdt fysisk arbejde, hvad mon udgangen bliver på dette?

En velskrevet novellesamling, der får belyst kvindernes forhold i Frankrig under første verdenskrig, men samtidig får fortalt historien om nogle udvalgte kvinder med både medfølelse og spænding.

EDITIONS SOUFFLES LITTÉRAIRES (20/05/2022)

Virginie Despentes: Cher connard

 Virginie Despentes: Cher connard

Altid spændende at se, hvad Despentes kan finde på at skrive om efter trilogien om Vernon Subutex, så hendes roman er på forhånd udråbt som et af årets højdepunkter.

Cher Connard er en epistolær roman, hvor Oscar og Rebecca udveksler deres tanker og oplevelser. Han er en relativt succesrig forfatter, sidst i fyrrerne. Hans kone har forladt ham, og de har en datter sammen. Han har et stort problem med at drikke og skubber familien fra sig på den måde. Han er nu blevet fanget i en Me-Too-sag. Rebecca er en skuespillerinde af fortidens herlighed, men nu hvor hun er i halvtredserne er hendes tilbud færre, og hendes udseeende har også lidt meget. Hun er meget afhængig af stoffer. Deres skriverier bliver nogle gange blandet med sider fra Zoé Katanas blog, Oscars tidligere presseattaché, hun er fan af Rebecca og har hængt Oscar ud.

Oscar har på sin blog skrevet om Rebecca, som han har set på en restaurant. Hun der førhen var skønheden selv er nu blevet grim og gammel. Rebecca læser det ved et tilfælde og går straks i krig med ham. Det er ikke de pæneste gloser de bruger om hinanden i deres brevveksling. 

Men efterhånden mildnes forholdet lidt, da Rebecca findes ud af, at Oscar er lillebror til hendes bedste veninde i barn- og ungdommen. De er fra et arbejdermiljø i det østlige Frankrig og har kun ønsket at komme væk og hæve sig over deres stand og miljø. 

Nu er begge hovedpersonerne ofre for deres narkomani i alkohol og stoffer og ønsker at komme ud af det. Oscar især da han bliver anklaget af Zoé for at lægge an på hende, true hende mm, men han kan intet huske på grund af sine drukture. 

I deres brevvekslinger er der meget interessante refleksioner over vores samfund og dets påbud. Det er råt og kontant, godt opfattet, med smukke spydigheder, som vi forventede det hos Despentes. Det starter godt, men efterrhånden bliver man lidt sløvet af ophobningen af de mange sider om feminisme, stoffer, skønhed, alderdom, forældreskab og ungdomsår. Det bliver bare for meget.

Despentes stil er gennemgående enkel, men hun forsøger, at give hver af hovedpersonerne sin egen måde at udtrykke sig på, hvor Rebecca ofte krydrer sit sprog med slang, er Oscar mere litterær. Zoés sprog er mere ungdommeligt og præget af blogsproget. Romanen er helt nutidig med nedlukningen på grund af covid, det bliver anset for positivet af Oscar og Rebecca, da det holder dem væk fra deres laster.

Man kunne sagtens lave en samling af punchlines og gode citater fra bogen, men den store sammenhæng mangler.

Grasset (17/08/2022)