Maïmouna Baradji-Diakité: Maya, la fière

 Maïmouna Baradji-Diakité: Maya, la fière

I slutningen af ​​september udkom Maya la Fière, den allerførste bog af Maïmouna Baradji Diakité på forlaget Maïa. Denne unge 30-årige kvinde fra Montévrain realiserer sin barndomsdrøm ved at skrive et rigtigt forsvarsskrift for unge mennesker. En subtil, retfærdig, passioneret og engageret ung pen, som vil gøre op med klicheerne om de unge.

Maya er 18 år og bor i boligområdet Beaulieu sammen med sin mor, som hun er meget tæt på, og sin storebror Bilal, der har planer "så store som hans hoved", men alligevel bliver de aldrig til noget. Hun er en solid studerende, der drømmer om at blive journalist, men hendes liv bliver pludselig vendt på hovedet efter dårlige nyheder. 

Fra den ene dag til den anden, for at hjælpe sin familie, er Maya derfor fast besluttet på at tjene "mange penge på kort tid". Som dristig og kvindebevidst ønsker teenageren at nå sine mål på den enklest mulige måde, samtidig med at hun forbliver stolt. 

Hun følger rådene fra sin bedste veninde Sissi (den smukkeste pige i nabolaget), som overbeviser hende om, at det er nemt at "blive rig uden talent eller diplom, bare med gode ideer". Sammen vil de to unge kvinder forsøge det utænkelige, uden at drømme om de farer, de kan udsætte sig selv for. Det er også uden at tage hensyn til problemerne relateret til deres generation og de særlige forhold ved livet i forstadsbyerne.

En ungdomsroman der med friske øjne tager de unges synsvinkel på verden, de kan være lidt naive, men initiativrige, solidariske og taler de unges sprog.

God ungdomsroman.

Éditions Maïa

Cécile Coulon: Pied à terre. Entretiens avec Fabrice Lardreau

 Cécile Coulon: Pied à terre. Entretiens avec Fabrice Lardreau

Cécile Coulon har længe været en af mine favoritforfattere og hun har efterhånden udgivet en række romaner og digtsamlinger. De bedste er  Seule en sa demaure, Trois saison d'orages, Une bête au Paradis. 

Hun er speciel på mange måder, da hun holder sig til provinsen, landet og især området omkring Clermont-Ferrand, hvor hun bor. I denne bog med interviews med Fabrice Lardreau, (der selv er forfatter og journalist) er en åbning for forståelsen af Cécile Coulon, hvis romaner jeg sætter stor pris på. 

Interviewet dækker fem temaer: gå, løbe, leve, læse, skrive hvor Cécile Coulon udforsker forbindelserne mellem landskaberne i Auvergne, hendes passion for løb og hendes profession som forfatter. 

Hun siger tingene med enkelhed og beslutsomhed, hun hengiver sig til en hengivenhed til alle eksisterende kulturelle medier, nærede sig lige så meget ved Stephen King og tegneserier som på Marie-Helene Lafon.

Spændende at læse om hendes syn på dagens litteratur og hendes inspiration og arbejdsmetoder til egne værker.

EDITIONS ARTHAUD (28/09/2022)

Yasmina Khadra: Les vertueux

 Yasmina Khadra: Les vertueux

En enestående pragtfuld bog der beretter om Algeriet i kolonitiden fra 1914 og frem til 1950'erne. Det er en musten at komme igennem, men hvor bliver man grebet af historien undervejs. De store temaer er ydmyghed, troskab, venskab, solidaritet og kærlighed alt sammen i en verden i krig og undertrykkelse af de svage.

Bogens hovedperson og fortæller er Yacine Chéraga, der lever i en lille fattig familie så langt ude på landet at stedet ikke engang har et navn. I 1914 begynder krigen og de unge opfordres til at lade sig indrullere. Områdets leder vil have sin søn med i krigen, men han lider af en hjertesygdom, så han udser Yacine til at tage med i krigen under sønnens navn. Han lover Yacine land og hustru, når han vender tilbage og familien skal han nok tage sig af.

Nu følger et af bogen store episke kapitler om "les tirailleurs" i krigen. De fleste kan ikke fransk, de sendes ud på opgaver, de ikke forstår, lever under vanvittigt dårlige kår og behandles næsten kun som dyr. Yacine får sig dog en række venner som kommer til at betyde meget for ham senere.

Fire års krig og Yacine vender hjem, men ikke til de forhold, han forventede. Familien er væk, Caiden forsøger at myrde ham og enden bliver en øjeblikkelig flugt og en søgen efter den forsvundne familie.

Der sker mange uhyggelig ting for Yacine, men også gode tider. Jeg kan godt love jer, at det er en bog, men ikke slipper, for man lever sig ind i Yacines forhold og har ondt af ham, for han vil ikke noget ondt, men bliver ikke forstået. Siderne fortærer hinanden, læseren rives med af en hvirvelvind af følelser. Vi føres fra skyttegravene i det franske landskab, de tørre og ørkenalgeriske landskaber eller Oran-slummen. Mesterligt skildret.

Bør absolut læses!

MIALET BARRAULT (24/08/2022)

Ernis: Comme une reine

 Ernis: Comme une reine

Prix Voix d'Afrique blev uddelt for tredje gang i år. En litterære pris skabt i samarbejde med RFI og Cité internationale des arts i Paris for at støtte en ny afrikansk litterær stemme.

En ung kvinde, der har studeret og arbejdet forlader Douala, Camerouns økonomiske hovedstad, og tager hjem til ​​landsbyen, hvor hun voksede op, og hvor kvinderne i hendes familie opfostrede hende og lærte hende ritualerne, traditionerne, hendes families historie. 

Siden da har hun båret på disse historier uden rigtig at vide, hvad hun skal stille op med dem, men hun får drømme og visioner, der minder hende om, at hun tilhører en lang række magtfulde kvinder. 

Der sker store ændringer i hendes forhold til landsbyen og de gamle skikke, hun bliver endda tilbudt ægteskab med en kommende konge i området. Skal hun sige ja og derved nej til den moderne fremtid hun havde håbet på?

Spændende dilemma som romanen udspiller sig over. Kvindens rolle både før og nu har også stor vægt i fortællingen.

Romanen er velskrevet, men holder ikke helt sammen på de mange forklaringer om fortiden og nutiden. Men er en meget fin nøgle til en forståelse af en verden der ligger langt fra vores, hvor fortidens skikke og roller er forsvundet eller under opløsning.

J.-C. LATTÈS (21/09/2022)

Agnès Ledig: Pars avec lui

 Agnès Ledig: Pars avec lui

Faldt over en lidt ældre roman af Agnès Ledig, som jeg lige måtte læse som lidt underholdning. Historien er ganske god og ender godt, så er det sagt.

Historien har som hovedperson Juliette der er intensivsygeplejerske. Hun bor sammen med en mand, der ikke respekterer hende, men hun er forblændet af sit absolutte ønske om et barn.

Roméo, en ung brandmand, ankommer til Juliettes afdeling efter at være faldet 8 etager ned under et bransslukningsarbejde. Han er nærmest totalskadet, men klarer sig igennem lidt efter lidt. Han bor alene med sin lillesøster, den fjortenårige Vanessa.

Guillaume, en ung sygeplejerske, arbejder i samme tjeneste som Juliette og forsørger at trøste den unge søster.

Så kører historien ellers derudad med Juliettes ven som den onde mand, Roméo som helten og Guillaume der bliver forelsket i en mindreårig.

Der er mange aktuelle temaer omkring sygeplejerarbejde, hospitalslivet, infertilitet, abort, undertrykkelse af kvinden i ægteskabet, fysisk vold, familieproblemer, plejehjem etc. 

Man keder sig ikke under læsningen, men jeg synes nok, at meget er lidt for søgt og med en småfilosofi, der ikke helt kan holde.

POCKET (07/04/2016)

Agnès Martin-Lugand: Entre mes mains le bonheur se faufile

 Agnès Martin-Lugand: Entre mes mains le bonheur se faufile

En historie om en kvinde der vil frigøre sig fra de bånd, der altid har blokeret hende. Både forældre og mand synes aldrig at have sat pris på hendes evner, men vil bestemme for hende. Hun kan lave mad, være til familiefrokoster, være ledsager til sin mand der er læge

Siden barndommen har Iris haft en passion for syning. At tegne modeller, bringe dem til live gennem magien med nål og tråd, det er det, der gør hende glad. Men hans forældre har altid styret hendes ambitioner og kun set et indfald: klude er ikke "egnede". 

I dag er den unge kvinde ved at blive kvalt i sin provinsielle spændetrøje, hendes mand er hende utro, hendes liv ser ud til at være stoppet. Men en åbenbaring vil presse Iris til at tage kontrol over sin skæbne. I Paris' hvirvelvind vil hun risikere at åbne sig for verden og møde Marthe, muse og mentor, foruroligende og autoritær...Og en mystisk og tiltrækkende mand Gabriel...

Portræt af en kvinde på jagt efter sin identitet, og vi tager i denne roman med på et djævelsk eventyr, hvorfra læseren ligesom sin heltinde har problemer med at frigøre sig.

Skrevet med en let pen, men ikke uden interesse at følge, selv om det ikke er den store litteratur. Lidt for meget roman rose, men en let anretning og et specielt interiør.

MICHEL LAFON (05/06/2014)

Sabyl Ghoussoub: Beyrouth-sur-Seine

 Sabyl Ghoussoub: Beyrouth-sur-Seine

Le prix Goncourt des lycéens blev i år (2022) til denne roman af Sabyl Ghoussoub, der har skrevet den om sine forældre først og fremmest, men også om dele af sin familie.

Født i Paris i en libanesisk familie, søger forfatteren, der navigerer mellem Paris og Beirut, gennem udspørgen af ​​sine forældre om årsagerne til deres emigration, historien om krigen i Libanon. En historie, der ligner historien om evigt kaos.

Han vil fortælle os om sin familie, men da forældrene aldrig har fortalt meget om deres liv, beslutter han sig for at interviewe sine forældre. I meget små bidder og med en respekt der forhindrer ham i at spørge ind til alt, for der er meget som de ikke vil fortælle om. Vi hører lidt om deres bryllup, om deres ankomst og om de forhold i Libanon, der tvang dem til at leve deres liv i Frankrig.

Forfatteren skildrer deres lejlighed, der er en slags Beyrouth, for de kan ikke slippe deres drømme om Libanon, som de skulle være vendt tilbage til efter et par års studier i Paris. De kommer til Paris i 1975 og kort tid efter starter den krig og borgerkrig som skulle vare i 15 år. Vi får mange grumme eksempler på denne krig, der ødelagde landet.

Ved hjælp af forældrenes minder, anekdoter, personlige fotografier og arkiver genskaber forfatteren det liv, som forældrene og den store familie har haft fra omkring 1960 til nu, og han viser os derved en del af Libanons historie.  

Bogen er fortalt i små kapitler, næsten kronologisk ofte med en kort overskrift og et årstal. Det er simpelt og enkelt i en ofte neutral stil, men også med en vis humor og stærke følelser. Der indgår endda nogle familiebilleder i bogen også. Det er et meget flot bevis på forfatterens kærlighed til sine forældre at skrive deres historie. Både moderen og faderen er meget spændende og mangesidige mennesker som det er meget spændende at læse om.

Men romanen rummer også mange generelle temaer om et liv i evig eksil, familien, immigration, fremmedhad, religion og racisme. Om vores evne til at indrette os, men også om at skabe en parallel verden, når verden bliver for hård at leve i.

Kan stærkt anbefales.

STOCK (24/08/2022)

Touhfat Mouhtare: Le feu du milieu

 Touhfat Mouhtare: Le feu du milieu

Meget anderledes roman men særdeles spændende også fordi den foregår på Comorerne, nogle øer der har været under Frankrig til selvstændighed i 1975.

Øernes historie er interessant og den bliver inddraget i romanen, hvor det er den islamiske tro der bliver sat op overfor tidligere tiders primitive religion. En roman der er en række fortællinger, sagn, allegorier og myter der er med til at understøtte forståelsen af handlingen og de vigtigste personerners udvikling.

Den unge pige Gaillard der er blevet forkastet af sin mor, voker op i byen Itsandra (Cormorerne) som tjenestepige. Tamu, en kvinde fra egnen, tager sig af hende som en adoptivmor og Fundi der er hendes herre ser hendes evner og lærer hende at læse Koranen og dykke ned i dens hemmeligheder. Lumas rolle er en anden, da hun fortæller  hende legender, der var arvet fra hendes slaveforfædre fra den anden side af havet.

En dag møder Gaillard Halima, en ung pige fra en rig familie, der forsøger at undslippe et tvangsægteskab. De bliver venner, og en dag Halimi overlader en lille pakke med en magisk genstand til Gaillard. Hun må love ikke at pakke den ud og aldrig at vise den til nogen. Herefter vender Halima tilbage for at underkaste sig den faderlige vilje.

Ti år senere mødes de to unge kvinders skæbner igen. I mellemtiden har Gaillard været udsat for en en lemlæstelse, og hun er anderledes end alle andre. Halima har måttet acceptere et tvangsægteskab for anden gang. Deres venskab vil tage en ny drejning, og den magiske genstand vil afsløre sine hemmeligheder: det indeholder viden, der er begravet i verdens hukommelse og har magten til at få dem til at rejse gennem rum og tid på jagt efter, hvad de virkelig er.

Det er en indvielsesroman for de to piger, men også en bog om fred og tolerance, en hyldest til kærlighed, venskab, natur, femininitet og frihed. Der er en ægte humanistisk refleksion over samfundet, mandlige/kvindelige relationer, respekt, deling af viden, magt, hver enkelts plads i forhold til verden, den tid, vi lever i. Vi forstår efterhånden, at det er alle de historier, der er vævet over generationer, der bygger os op og får os til at eksistere her og nu.

Der er en stor sproglig rigdom i mylderet af detaljer, der gør bogen til en sand pendant til Tusind og en Nat. En perle!

LE BRUIT DU MONDE (18/08/2022)

Jean-François Pasques: Fils de personne

 Jean-François Pasques: Fils de personne

Det er ikke fordi jeg normalt læser mange af de nye kriminalromaner, men fik alligevel lyst til at læse årets Prix du Quai des Orfèvres 2023, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Bogen starter med et dødsfald, der virker lidt mærkeligt: En mand i tresserne, der ligner en vagabond, er fundet død i en dam i Tuilerierhaven. Svært at identificere ham, i hans lommer finder man en bog af Balzac, en lighter fra fremmedlegionen, og et telefonnummer. Et første spor... det er nummeret på CNAOP, en organisation, der tillader børn født "under X" (bortadopteret fra fødslen) at få oplysninger om deres oprindelse. 

Politikommisær Delestran fra 1. afdeling får navnet på vagabonden, hr. Georges, og en adresse: kirken Notre-Dame -de-l'Assomption, kendt som polakkernes kirke. Delestran er allerede ansvarlig for efterforskningen af ​​tre unge kvinders nylige forsvinden, og som modvilligt ser en psykolog, Claire Ribot, ankomme til hans afdeling.

Dette r udgangspunktet og jeg røber vel ikke for meget ved at fortælle at de to sager kommer til at sille sammen. En herlig intrige og en uventet løsning.

Det er et spændende persongalleri, vi kommer tæt på mange af afdelingens politifolk og får nogle beskrivelser, der kunne minde meget om Simenons måde at fortælle på.

Dejlig bog, som kan anbefales til lidt afslappende læsning. Har bestemt fortjent sin Prix.

FAYARD (09/11/2022)

Nathan Devers: Les liens artificiels

 Nathan Devers: Les liens artificiels

Bogen der var blandt kandidaterne til årets Goncourt starter med et selvmord, som ovenikøbet bliver vist live på Facebook. Det er den unge Julien Ribérat, der kaster sig ud af sit vindue, hvad mon forklaringen er? Det bliver i løbet af bogen forklaret i skildringen af hans for korte liv.

Da Julien Ribérat bliver træt og nedslået i sit lille daglige liv som spillelærer og barpianist, forladt af kæresten May og forvist til et værelse i Rungis, opdager han online en "spejlverden" af ​​djævelsk præcision, hvor alt er muligt: ​​en ny chance for at blive det, han havde drømt om at være... Velkommen til Antimonde.

Denne anti-verden hedder Heaven og er udtænkt og udarbejdet af Adrian Sterner. Alt er genskabt i naturlig størrelse og er fuldstændig som den verden vi lever i, men man optræder som en avatar, skaber sit eget udseende og sit nye navn. I virkeligheden er det et spil, men det bliver hurtigt til meget mere for Julien, der har valgt navnet Vangel.

En virtuel 3D-platform, som replikerer hele planeten jorden, som tilgås ved at tage en virtual reality-hjelm og en dragt på, og som giver én mulighed for at leve et andet liv gennem sin avatar. Et friere, rigere liv, der udnytter perspektiver, som vi ikke har i vores virkelige liv.

Julien bliver rig og får snart en afgørende rolle i Heaven takket være hans kritiske digte om pseudo-livet. Det bliver en kamp mellem skaberen Adrian Sterner og Julien.

En virkelig svimlende skildring af vor tid, hvor det virtuelle og det reelle spejler hinanden. Hvor mange er sat på et sidespor og drømmer om en anden tilværelse eller et paradis. Vi får stillet en masse spørgsmål til vores moderne tilværelse ud fra et filosofisk syn blandet med poetiske, musikalske, humoristiske og apokalyptiske vinkler.

Det er en roman der også handler om litteratur og skærmene. Vil de overtage bøgernes plads? Eller vil vi i virkeligheden se bøgerns fiktive verden blive den reelle verden for os?

Meget righoldig, spændende og foruroligende bog, som kun kan anbefales.

ALBIN MICHEL (17/08/2022)

Sarah Barukh: Envole-moi

 Sarah Barukh: Envole-moi

En smuk roman om barndom, venskab, som står for hårde prøvelser.

Der er gået næsten ti år siden Anaïs og Marie, et par tætte barndomsvenner, hverken har set eller talt sammen, da Marie kontakter Anaïs, fordi hendes mor døde. Og straks dukker minderne op igen, og Anaïs ved, at hun bliver nødt til at være der for Marie og også for Brigitte, hendes mor, som var så meget mere skør end hendes.

Vi kommer tilbage til 90'erne, 19. arrondissement i Paris, Anaïs ser Marie dukke op i sit liv, så meget smukkere, så meget mere sikker på sig selv. Marie der skal tilbage til Paris Opera for at dyrke sin dans, Marie der forsvarer hende hele tiden, Marie hvis liv ikke er så smukt som Anaïs tror, ​​fordi hendes mor nogle gange (ofte...) opfører sig som en retarderet teenager eller værre..

I dag har Anaïs overvundet sine fysiske komplekser, hun har en god stilling, en god følgesvend, men kæmper for at blive gravid. Marie var en trofast veninde, men Marie opførte sig nogle gange meget dårligt, nogle gange uden at vide det. Perfekt venskab eller giftigt venskab? Lidt af begge dele, men i dag skal Anaïs være der. Ved mødet med Marie, og ved mødet med hende selv...

Det bliver et møde, der medfører adskillige omslag og som bliver afgørende for de to kvinders fremtid. Der bliver et kapløb fgor at nå ind til hinande, men også en tragedie som Anaïs har holdt for sig selv.

Bestemt værd at læse.

ALBIN MICHEL (29/01/2020)

Victoria Mas: Miracle

 Victoria Mas: Miracle

Et mirakel er en flerstemmig roman med stort fokus på religion.

Der er nonnen søster Anne, der har modtaget en enestående profeti: Jomfru Maria vil vise sig for hende i Bretagne. Hun lader sig overflytte til en ø i det nordlige Finistère, men opdager, at en teenager Isaac hævder at have haft den vision, som hun havde fået at vide.

Der er Isaac og hans far, moderen er død for nogle år siden i en bilulykke. Der er familien Bourdieu, hvor faderen ikke forstår sønnen Hugo, men ofrer sin energi på datteren Julia, der lider af astma Der er en række lokale bl.a. kroejeren Madeen, der er stærkt troende og styrer øen.

Stillet over for en begivenhed, som ingen kan bevise, gør et helt område oprørt, fordi Isaac går i trance og ikke siger, hvad viser sig for ham andet end det er en kvinde...

Efterhånden som begivenhederne udvikler sig, ændrer forholdet mellem mennesker sig, sår dukker op igen, linjer bevæger sig, alle er tvunget til at ændre deres forhold til verden, og når elementerne bliver involveret, bliver drama uundgåeligt.

Ved at forankre sin historie i Bretagne tager Victoria Mas udfordringen op med at bringe læseren ind i dette land af fortællinger og legender, af tro, af overtro, hvor vi overalt støder på kristen, keltisk, hedensk arv... Hendes beskrivelse af landskaberne og livsstil på øen er sublime, og de psykologiske portrætter er overbevisende.

 Albin Michell (17/08/2022)

Sandrine Collette: On était des loups

 Sandrine Collette: On était des loups

En fortælling hvor natur, drifter og overlevelse spiller de vigtigste roller.

Fortælleren Liam bor i en region med bjerge og stadig vilde skove, hvor han lever af jagt. Han bor med Ava og den fem-årige søn Aru. De to er ofte efterladt alene hjemme under hans lange og meget hyppige fravær. Liam elsker sin ensomhed i naturen.

En aften, da Liam vender tilbage fra de bjergrige skove, hvor han har været på jagt, gætter han straks på, at der er sket noget. Hans fem-årige søn, Aru, venter ikke på ham uden for huset. I gården opdager han fodsporene af en bjørn. I nærheden, under Avas livløse krop, finder han sin søn. Levende. Ava dør efter bjørnens overfald på hende.

Midt i sin smuldrende tilværelse har Liam én vished. Denne vilde verden er ikke skabt til et barn. Fast besluttet på at betro sin søn til andre end sig selv, forbereder han en lang rejse til byen. Her får han afslag fra familien.

Splittet mellem sin rolle som far og udfordringen med at opdrage et lille barn alene i isolationen af ​​disse ugæstfrie omgivelser, beslutter manden sig for at skille sig af med sin søn og begiver sig ud på en rejse, hvis eventyr alligevel vil fortsætte i et forsøg på at forpurre hans planer. 

Men i disse øde områder er der ingen, der ved, hvad der kan ske. Endnu mindre med en mand gal af raseri og smerte ledsaget af et rædselsslagent barn.

Stærk roman, der viser et menneske på sit yderste og et lille barn, der også vil tage ansvar. God læsning.

J.-C. LATTÈS (24/08/2022)

Makenzy Orcel: Une somme humaine

Makenzy Orcel: Une somme humaine

Makency Orcel er en forfatter fra Haîti, der allerede har flere romaner og digtsamlinger på sin samvittighed, men denne roman har fået et specielt stempel, da den er blandt de sidste 8 romaner til årets Prix Goncourt.

Jeg må sige med det samme, at jeg slet ikke bryder mig om bogen, specielt fordi Orcel ikke bruger punktum i romanens 600 sider, at han har et overdrevent brug af komma og ... Umådeligt irriterende og et unødigt besvær at læse den. Det er ellers en roman der er speciel, idet den fortælles af en død kvinde.

Fortælleren skriver fra den anden side af graven og fortæller os om sit liv, sit ønske om lykke, sine smertefulde prøvelser og sine skuffelser indtil sit selvmord. Både anonymt og legemliggjort er det én kvindes og alle kvinders stemme.

Efter at være vokset op i en provinslandsby, hvor sladder og sladder hersker, forsømt af sine forældre, især af sin mor, der foretrækker roserne i hendes have. Hun flygter til Paris i håb om at leve et liv fri fra fortidens spøgelser. Hun studerer litteratur på Sorbonne, får en kæreste, arbejder, men det ender med at hun forsumper i fattigdom. 

Bogens temaer er meget stærke gennem de frygtelige prøvelser, hun gennemgår fra en vanskelig barndom i en provinslandsby til terrorangreb på Bataclan. Hun mister den mand, hun elsker, kvinders ynkværdige status. Det er kort sagt liv, død, kærlighed, immigration, racisme…..

Ærgerligt at den er så svær at tilgå.

PAYOT ET RIVAGES (17/08/2022)

Roger Gau: Jean, classe 1915

 Roger Gau: Jean, classe 1915

Da jeg har læst meget om La Grande Guerre, var det en særegen oplevelse pludseligt at finde denne gratis e-bog på nettet.

Roger Gau fortæller om, at der i efterladenskaberne fra hans svigerforældre var en stor skotøjsæske. Han bliver nysgerrig og tager den til side. Den viser sig at indeholde en række breve, som Jean skrev til sine forældre, familie og venner, da han var blevet indkaldt til hæren i 1914.

Det er i bund og grund en bog baseret på autentiske dokumenter, der viser livet for en ung Toulouse-mand, der døde på Artois-fronten i en alder af 20. Hans breve taler om de gode sider: "Her forsikrer jeg dig om, at livet næppe er trist, og at nu, hvor vi kender hinanden godt blandt sergenterne, forkæler vi hinanden med gode stunder med sjov..." Som det værste: "Vores hytte blev lavet på døde kroppe med planker placeret over dem. Det er overflødigt at sige, at jeg sov disse to dage på maddikerne omgivet af fluer... "

Krigen 1914-1918 er blevet fortalt mange gange og vil være det i lang tid fremover.  Men Roger Gau giver os beretningen om Jean, en exceptionel infanterists korrespondance, og får os til at deltage i begivenhederne i hans daglige liv time efter time under den allestedsnærværende dødstrussel. 

Vi er sammen med denne obskure helt, når han er sulten og tørstig, når han fryser, når han med enkelthed, naturlighed, beskedenhed og realisme fortæller om de lykkelige øjeblikke og de forfærdelige scener, der leves i skyttegravene..

En fantastisk beretning i disse personlige breve, der bringer os tæt på et menneske, der gav sit liv i et umenneskelig krig.

Hvorfor skal det blive ved på den måde?

Du kan downloade bogen ved at søge på titlen.

Hélène Devynck: Impunité

 Hélène Devynck: Impunité

Et af tidens store emner: bogen om Patrick Poivre d'Arvors urimelige, voldelig og seksuelt undertrykkende liv, som en af Frankrigs førende nyhedsjournalister og redaktør for TV-Avisen på TF1. Det er måske ikke litteratur, men samfundsdebat. Det forhindrer dog ikke, at man må beundre Hélène Devyncks evne til klart at beskrive og belyse, hvad der er sket.

Fra den såkaldte PPDA-affære er der lidt efter lidt kommet oplysninger til os. I Impunité opsummerer Hélène Devynck fakta, indsamler vidneudsagn (23 kvinder, der vidnede for politiet!), forklarer forløbet af efterforskningen indtil sagen fik en klassificeringen uden opfølgning. 

Hun viser os den straffrihed, der omgiver aggressoren i vores nuværende samfund. Specielt når det er folk med status, stjernestatus, rige folk, politikere ser man, at sagerne bliver afsluttet uden retssag, og de voldtagne kvinder kan så hygge sig med det, mens serie-forbryderen bare kan fortsætte.

PPDA afviser ikke helt, at der har været overgreb, men afviser det med, at kvinderne ikke sagde nej. De 23 historier viser hvordan de enkelte har reageret, hvordan voldtægten har fulgt et bestemt mønster, hvor de unge og usikre piger ikke tør reagere i frygt for at miste et job. De er lammede i deres handlinger.

De ansatte og cheferne på TF1 og andre steder har slet ikke været uvidende om hvad der foregik, men de valgte blot at lade charmøren fortsætte.

Det er ret rystende læsning, men samtidig en total indføring i, hvad der er sket med kvinderne siden de blev voldtaget. Først mange års tavshed, men da der først bliver åbnet også via #me-too tør de franske kvinder tale. Men nogen egentlig sejr kan man ikke sige, at de har fået endnu.

Meget væsentlig bog om vores samfund.

SEUIL (23/09/2022)

Sarah Jollien-Fardel: Sa préférée

 Sarah Jollien-Fardel: Sa préférée

Denne roman har allerede fået Prix FNAC, og måske er der mere på vej. Det ville være rart igen at kunne give Prix Goncourt til en schweizisk forfatter, for det er vel ikke sket Jacques Chessex fik prisen.

Sarah Jollien-Fardel blev født i 1971 og voksede op i en landsby i Hérens-distriktet i Valais. Hun boede i flere år i Lausanne, før hun slog sig ned i sin hjemegn med sin mand og to sønner. Blev journalist da hun var over tredive år gammel. Hun er nu chefredaktør for boghandelsmagasinet Aimer lire. De steder, hun kender og værdsætter, er hovedpunkterne i hendes første roman.

Det er en meget stærk førsteroman, hvor vold, vrede og overlevelse fletter sig sammen i en grad så tilgivelse ikke er mulig. Hovedpersonen er Jeanne, som vi med nogle kronologiske spring følger fra hun er barn til hun måske finder en ro og identitet efter hendes grusomme fars død.

Jeannes barndom er ikke som de andres, bebuder romanen "Sa préférée" i sine første linjer. I Valais-bjergene er barndommen og ungdommen bygget på vold og terror, orkestreret af en nådesløs far, og omverdenens totale mangel på at gribe ind, selv om de ved, hvad der foregår i familien. På landet tier man stille, selv lægen, der tilser Jeanne efter et af faderens overfald. 

Jeannes flugt fra hjemmet og til studier i Lausanne er en flugt for livet, overvældet af sin søsters selvmord og sin manglende evne til at lindre sin mors lidelser. Der er kun angsten dybt inde i hende.

Som voksen forsøger Jeanne på en eller anden måde at forankre sig i et nyt liv i Lausanne, mellem beroligende svømning i Genèvesøen og et par romantiske forhold. Men den grundlæggende vold, ligger som et jordskælv i hende, og kan bryde løs uden hun kan beherske det.

Det er en hård, bitter og bevægende tekst, som læses med en ubehagelig spænding, men  trods alt er der nogle lysende beskrivelser af Schweiz, og de kærlighedsforhold som Jeanne møder er fuld af ynde. Karaktererne, hovedsageligt kvindelige, er godt skildret, tonen er utrolig rigtig og velskrevet.

En voldsom oplevelse at læse denne roman, snyd ikke jer selv for det!

SABINE WESPIESER (25/08/2022)

Pascale Robert-Diard: La petite menteuse

 Pascale Robert-Diard: La petite menteuse

Endnu et bud på årets Goncourt og slet ikkie uden interesse, men måske lidt speciel.

Lisa er en ung pige på 15, lillesøster i en familie, der er ved at krakelere. Moderen er væk det meste af dagen, og faderen er sjældent hjemme. Søsteren læser videre i en anden by.

Lisa har ingen rigtige venner, men holder sammen med en flok drenge/unge der bliver meget betaget af hendes veludviklede bryster, der giver hende en speciel position i forhold til andre piger på skolen.

Men Lisa bliver offer for drengenes lyster og kan ikke helt få sagt nej, det ender endda med at de filmer hende i ubehagelig situation. Hun bliver nu indelukket og opgiver at passe sin skolegang. Nogle lærere bliver bekymret, og da en veninde fortæller om hendes forhold til drengene, tager de hende lidt under forhør og hun siger, at en mand har misbrugt hende flere gange.

Mistanken falder på Marco, en arbejder, der er kommet for at arbejde i hendes forældres hus. Han drikker for meget og skriver vrede breve til sit forsvarer, fyldt med udråbstegn. Marco bliver uden tøven idømt ti års fængsel.

Alt dette skete for fem år siden, men under appelsagen er Lisa myndig. En dag kommer hun ind på kontoret hos Alice, en advokat fra den lille provinsby. "Jeg foretrækker at blive forsvaret af en kvinde."

Sådan starter det hele, og det bliver meget intenst at følge udviklingen, som jeg ikke vil afsløre for meget af.

Gennem denne historie dissekerer forfatteren et kendt problem, nemlig unge piger, der vokser op for hurtigt. De er stadig kun børn, men deres krop udvikler sig og vækker de mandlige hormoner. Med sine fremtrædende bryster vil den lille løgner blive del af en beskidt affære: hun kan ikke sige nej af frygt for ikke at blive elsket.

Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved, hvem der er offeret, er det altid kvinden og er det altid manden der er den skyldig? Vi får en fornem indføreing i retssystemet eksemplificeret i en retssag og fornemmer de muligheder fejltagelser som en række forudfattede meninger kan medføre.

Bestemt værd at læse, men ikke min favorit til Goncourt.

L' ICONOCLASTE (18/08/2022)

Monica Sabolo: La vie clandestine

 Monica Sabolo: La vie clandestine

La vie clandestine er en fantastisk velskrevet bog, og den er blandt de udvalgte til Goncourt-prisen i år. En bog med så mange lag fra det selvbiografiske over det politiske til en række spørgsmål som alle kunne stille sig.

 

Monica Sabolo leder efter et emne til en ny bog, og efter megen vaklen beslutter hun sig for at tage fat på et emne, som hun mener, hun kender godt: nemlig en parallel mellem hendes familie, hun er opvokset i et borgerligt miljø, og Action Directe, den yderste venstrefløjs terrorgruppe, der var meget omtalt i 1980'erne.

Vi følger forfatteren i sin søgen for at forstå, hvordan medlemmerne af den yderste venstrefløjs terrorgruppe har kunnet nedskyde folk og senere leve med det. Mere end noget andet interesserer hun sig for netop to kvinder fra Action Directes sag, nemlig Joëlle Aubron og Nathalie Ménignon. To kvinder, der arbejder sammen i væbnede kampe, vold mod ordensmagten, men også mod repræsentanter for en kapitalistisk ånd og bankrøverier.

Den 17. november 1986 dræber gruppen koldt Georges Besse, administrerende direktør for Renault, chef, der siges at være retfærdig og respekteret, far til en familie, lykkelig ægtemand. Dette er ikke deres første attentat... De er unge og vil blive offentlige fjender nr. 1 og være blandt de mest eftersøgte mennesker på dette tidspunkt af hele politiet i Frankrig.

Men på samme måde som gruppen levede et skjult og hemmeligt liv bliver Monica Sabolo under optrevlingen af gruppens historie klar over, at hendes liv også har haft en skjult side, som hun har holdt dækket og aldrig fået frem i lyset. Mærkelige familieforhold, en mor der ikke tager sig af sine to børn, en far der forsvinder, en stedfar der krænker hende seksuelt, ja der er nok at komme efter.

De to tråde mødes på en måde og vi følger en forfatters kamp med sit stof, sin familie og sig selv. I sandhed et stort projekt, men udført med stor bravour.

En bog man ikke lige slipper, kan kun anbefales.

GALLIMARD (25/08/2022)

Brigitte Giraud: Vivre vite

 Brigitte Giraud: Vivre vite

En roman men med baggrund i forfatterens eget liv og oplevelser. Den 22. juni 1999 blev hendes mand Claude dræbt i en trafikulykke. Det skete lige da de havde købt et hus, som de skulle sætte i stand og bo i. Hun stod nu alene med en søn og et hus.

Smerten og den uforstålige ulykke var total, tyve år senere, mens hun skal til at sælge huset, vender Brigitte Giraud sine tanker tilbage og søger en mening, en håndgribelig forklaring på rækkefølgen af ​​begivenheder, der førte til tragedien.

I en anspændt historie, der fungerer som en rigtig nedtælling, forsøger Brigitte Giraud at forstå, hvad der førte til motorcykelulykken, der tog livet af hendes mand. Tyve år senere prøver hun igen at undersøge sagen en sidste gang og finde svar på de spørgsmål, der er forblevet ubesvarede. 

Tilfældigheder, skæbne, tilfældigheder? Hun ser tilbage på de dage, som var fyldt med en række uforudsigelige forstyrrelser, indtil det uundgåelige skete. Brigitte Giraud leder efterforskningen og iscenesætter Claudes og deres liv, som mirakuløst genoplives.

På disse sider dissekerer forfatteren denne historie med en præcision og en detaljerigdom, der er overvældende. Og hvis nu? Når skæbnen ændrer sig, stiller vi ofte os selv dette spørgsmål. Der er en kæde af situationer, der fører os til denne ulykke.

Et nyt hus, en mor, en bror, en motorcykel, en mærkelig beslutning og vejret... Forfatteren dissekerer således hver begivenhed, hvert øjeblik for at forstå. Hun får ikke noget svar. Det skete er sket, og der er ikke mere at komme efter.

Det er en stærk roman, der trænger dybt ned i en række menneskelige reaktioner og vores evne til at fortrænge og smålyve overfor os selv. Mageløst godt skrevet!

FLAMMARION (24/08/2022)

Marie Vareille: Désenchantées

 Marie Vareille: Désenchantées

Marie Vareille leverer her en ny roman, der nemt kan blive til endnu en best-seller. Historien omhanler en mystisk forsvinden for 20 år siden.

Den femten-årige Sarah Leroys forsvinden rystede den lille by Bouville-sur-Mer i Bretagne. I hver en  husstand, hver bistro udviklede man hypoteser, men hvad der virkelig var sket, var der aldrig nogen, der fandt ud af, og politiet måtte henlægge sagen.

Tyve år senere vender journalisten Fanny tilbage til scenen for denne tragedie, der prægede hendes ungdom. Hendes chef har nemlig fået den gode ide at genopfriske denne historie. Fanny bliver sat på opgaven, som hun skal skrive dramatisk om, hvis hun skal få en forfremmelse. Fanny fortæller ikke, at hun faktisk var meget tæt på Sarah og faktisk ved noget om sagen som ikke er kommet frem.

Og det er en hel fortid, hun havde foretrukket at glemme, der dukker op igen...

Med "Désenchantées" belønner forfatteren os virkelig med en fin thriller. Når man navigerer mellem fortid og nutid og bevæger sig fra en karakter til en anden i løbet af kapitlerne, leverer denne roman gradvist alle brikkerne i et puslespil, som læseren ønsker at løse så hurtigt som muligt. 

Titlen, der er lånt fra den berømte sang af Mylène Farmer, genoptager dette spring ind i 90'erne med en gruppe veninders rejse, der kaldte sig selv de "Désenchantées". Historien er godt sat sammen med et galleri af spændende karakterer. 

Dejlig og god læsning!

CHARLESTON (17/05/2022)

Diaty Diallo:Deux Secondes d’air qui brûle

 Diaty Diallo:Deux Secondes d’air qui brûle

Debutroman fra den 33-årige Diaty Diallo, der har skrevet sange og en blog og som er meget optaget af forholdene i forstæderne.

Historien er meget rørende. Vi følger en gruppe unge mennesker fra et boligområde i Paris, der står over for et tilbagevendende drama, nemlig nedskydningen af ​​en ung mand af en politibetjent. Han ville ikke efterkomme en identitetskontrol og tog flugten på en scooter. 

Bortset fra Diallos sprog og et bredt udsnit af skrivearter er der intet virkelig bemærkelsesværdigt. Ærgerligt, for det budskab, som forfatteren vil sende os om politivold, er af altafgørende betydning.

Der er allerede skrevet mange bøger om emnet, der selvfølgelig er vigtigt, men jeg ved ikke rigtigt, hvem hun vil henvende sig til. Der er dog specielt to scener der fortjener stor ros: scenen hvor en gruppe af de lidt ældre unge holder en lille grillaften i fred og ro. Politiet dukker op og så er freden forbi. Politiets brutale facon er bestemt ikke prisværdig, og det ender også med, at ung mand mand bliver skudt ned. Denne episode er skrevet i et stærkt sprog og med en skarp og kritisk pen.

En anden bemærkelsesværdig scene er da hele bydelen samles om at lave fælles mad og underholdning til ære for den afdøde unge. Her får vi en skildring af sammenhold og familiefølelse på højt niveau. De to nævnte scener viser hvor umulig situationen er. De er ikke allesammen narkoforhandlere, de er ikke allesammen hvide, men de har allesammen menneskelige værdier, som man burde værdsætte højere.

OK, godt begyndt på et forfatterskab, men større selvkritik og bedre strukturering af den del af indholdet som er værd at bevare. Der er f.eks. 25 sider med en oversigt over hendes kilder, der mest er sangtekster.

SEUIL (19/08/2022)